Ud af storbyen: New York vælter sig i tomme boliger
Storbyen New York er blevet lidt mindre tætpakket under coronakrisen. Antallet af ledige lejemål er steget med 166 pct. i august i forhold til samme måned sidste år. Og antallet af tomme lejligheder er det højeste nogensinde.
Lukkede skoler og restauranter og strikse krav om afstand og mundbind har fået new yorkerne til at forlade deres elskede by.
I følge en opgørelse over ledige lejemål i august, så står 15.025 lejligheder i øjeblikket tomme på Manhattan. Det svarer til over 5 pct. af samtlige lejemål på den berømte ø, og er det højeste nogensinde, ifølge ejendomsmæglerkæden Douglas Elliman.
I de seneste 14 år, hvor mæglerfirmaet har opgjort den såkaldte vacancy rate, så plejer andelen af ledige boliger på Manhattan at ligge på mellem 1,5 pct. og 2,5 pct., men i de seneste fire måneder er andelen steget markant og er nu over 5 pct., skriver bla. CNN.
På grund af coronakrisen så vælger flere lejere at rykke ud i yderområderne af byen for at få mere plads for huslejen. Og flere førstegangslejere vælger i stedet at blive førstegangskøbere i forstæderne, vurderer mæglerkæden ifølge CNN.
Det har betydet, at der er blevet underskrevet 24 pct. færre nye lejekontrakter i august, mens antallet af nye boligannoncer med ledige lejemål er steget med 166 pct.
Samtidig er median huslejen for en lejlighed på Manhattan faldet med 4 pct. Og flere rapporterer om, at der gives langt flere tilbud om f.eks. en måneds gratis husleje, eller at der ikke tages det sædvanlige broker´s fee, hvis man lejer en lejlighed.
I 60 pct. af de nye lejemål, der blev indgået i august, blev der givet mellem 1,2 og 1,9 måneders gratis husleje.





