Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

860.000 nytilmeldte ledige i USA i sidste uge

Antallet af amerikanere, der stiller sig op i ledighedskøen er fortsat på et højt niveau langt inde i coronakrisen.

USA kæmper stadig med at få antallet af nytilmeldte ledige ned efter påvirkningen fra coronakrisen. Foto: Frank Franklin II

Antallet af nytilmeldte ledige i USA viste nærmest status quo i sidste uge i forhold til ugen før.

I sidste uge meldte 860.000 amerikanere sig ledige, viser netop offentliggjorte tal fra U.S. Department of Labor.

Konsensusforventningerne lå en kende lavere med et estimat på 850.000 nytilmeldte

Det er dog færre end ugen før, hvor tallet nåede op på 884.000 nytilmeldte.

»Jeg synes ikke, at de her tal smager særlig godt, og det er en skrøbelig drejning genopretningen har taget på det seneste. Der er alvorlige tegn på, at der er sket en opbremsning i den fremgang på arbejdsmarkedet, som vi ellers har kunne glæde os over de seneste fire måneder. Det er bekymrende,« siger cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar til tallene.

USA er et halvt år inde i coronakrisen og der er fortsat fire gange så mange, der søger om arbejdsløshedsunderstøttelse, end før krisen.

Dermed foregår genopretningen af det amerikanske jobmarked fortsat i et lavt gear.

»Til gengæld er der positivt nyt at spore i tallene for antallet af personer, der fortsat er på arbejdsløshedsunderstøttelse. Det viser, at i ugen, der sluttede den 5. september var der 12.628.000 ansøgninger. Det er et fald på hele 916.000 sammenlignet med den foregående uge. Det er naturligvis en rigtig god nyhed for det amerikanske arbejdsmarked,« siger seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv.

Arbejdsløsheden i USA er generelt faldet siden foråret, men den fortsat høje tilgang af nytilmeldte ledige betyder, at det tager længere tid at reducere ledigheden.

»Når det tager lang tid at reducere køen af arbejdsløse, lægger det en kraftig dæmper på det private forbrug i USA. Det betyder tynde ordrebøger hos de danske eksportvirksomheder. Nok er USA og verdensøkonomien ved at rejse sig igen oven på pandemien, men selvom bl.a. OECD vurderer, at det går bedre end frygtet, er vejen tilbage fortsat ekstrem vanskelig,« siger cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Erik Bjørsted.

BRANCHENYT
Læs også