Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Coronakrisen smitter stadig af på danskernes tro på økonomien

Forbrugertilliden er faldet i september. Faldet skyldes primært manglende købelyst samt vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation.

Forbrugertilliden har igen fået et hak nedad efter en bedring i august. Arkivfoto: Christian Klindt Sølbeck

Genopretningen af den danske økonomi har fået et slag. Forbrugertilliden led nemlig et knæk i september, viser den såkaldte forbrugertillidsindikator fra Danmarks Statistik.

Den faldt til minus 7,4 fra minus 5,4 i august. Det er anden måned i træk, at indikatoren, som belyser danskernes syn på den nuværende og fremtidige økonomiske situation, er faldet.

»Bekymringerne har desværre godt fat i forbrugerne, og det kan forsinke genopretningen,« skriver Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Hvor vigtige forbrugerne er for Danmark i den nuværende situation blev bl.a. understreget i forbindelse med regeringens seneste prognose for den danske økonomi. Ifølge prognosen fra regeringen – kendt som økonomisk redegørelse – vil eksporten falde med 10,2 pct., mens erhvervslivets investeringer vil falde med 12,2 pct. Dermed er det privatforbruget, som skal holde økonomien i gang.

»Vi kan ikke sætte vores lid til, at eksporten kan trække os fri af krisen – dertil er usikkerheden i den globale økonomi alt for stor. Derfor er det ekstra vigtigt, at det private forbrug kan holde tandhjulene i gang i det økonomiske kredsløb. Forhåbentlig kan udbetalingen af danskernes indefrosne feriepenge give et boost til det private forbrug,« skriver Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en kommentar.

Tallene for september er indsamlet i de første tre uger af september, hvor smitten med coronavirussen har været stigende. Flere økonomer kobler denne stigning sammen med faldet i forbrugertilliden.

»Hvis den stigende smitte for alvor skræmmer danskerne tilbage i stuerne, vil det ramme privatforbruget hårdt og udløse et nyt økonomisk tilbageslag,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Faldet i forbrugertillidsindikator skyldes primært en manglende købelyst blandt forbrugerne samt en dårligere vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation.

»På den ene side har arbejdsmarkedet vist en overraskende styrke, hvor ledigheden er faldet markant i august og september. På den anden side er det med bekymring, at vi ser et stigende smittetryk og nye restriktioner rundtom i landet – og det lægger en dæmper på danskernes købelyst. Hvis udviklingen i smittetilfælde forværres, kan det vise sig at ramme arbejdsmarkedet,« skriver Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, i en kommentar.

Selv om man i Arbejdernes Landsbank kalder faldet i september bekymrende, venter man fortsat, at det værste er ovre for den danske økonomi.

»Trods en forbrugertillid, som stadig hænger markant i bremsen, beholder vi den forsigtige optimistiske hat på hovedet. Vi forventer, at vi har set det værste, og at økonomien bevæger sig fremad herfra,« skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også