Kapitalforvalter: Fastlåst situation betyder stilhed på finansmarkederne
Markederne må lige nu se frem til et år med en politisk fastlåst situation i USA - og det vil føre til stilstand i markederne. Det vurderer den store kapitalforvalter Nuveen.
Hele verden venter fortsat på et klart resultat af de amerikanske valg, men indtil videre ser det ud til, at der det kommende år vil blive tale om en politisk fastlåst position, hvilket vil føre til finansiel stilstand.
Således vurderer den store kapitalforvalter Nuveen, der med en formue under forvaltning på 1.000 mia. dollars hører til blandt verdens største af sin slags, i en kommentar.
Nuveen bemærker, at 2021 vil byde på beskedne ændringer i det politiske billede i USA, fordi der er udsigt til, at Demokraterne beholder magten i Repræsentanternes Hus, og Republikanerne får flertal i Senatet.
»En splittet regering i 2021 ændrer de politiske udsigter betydeligt fra, hvad en ”blå bølge” (en overlegen demokratisk sejr, red.) kunne have resulteret i,« fastslår Nuveens investeringskomité i kommentaren.
På den ene side forventer kapitalforvalteren en mindre sandsynlighed for, at det amerikanske erhvervsliv rammes af skattestigning. Omvendt er der dog udsigt til, at en økonomisk hjælpepakke til selv samme bliver mindre.
»Så selv om der er klare positive punkter for økonomien og de finansielle markeder med det resultat – som vi ser indtil videre – er der også nogle kortsigtede ulemper,« skriver Nuveens investeringskomité i kommentaren.
Selvom markederne normalt ikke bryder sig om usikkerhed, ser det ifølge Nuveen ikke ud til, at den fastlåste situation vil få store implikationer på dem. Forvalteren vurderer, at den faktisk er positiv for markederne.
»Mangel på politisk usikkerhed tillader ofte, at målbare, fundamentale faktorer som værdiansættelser, strukturelle dynamikker og demografi får en større indflydelse på prisen på aktivklasserne,« står der i kommentaren.
Forvalteren påpeger, at aktierne og guld indtil videre ligger fladt, og at VIX-indekset, som måler risikoen for udsving, er faldet i løbet af valget.
Mest interessant er ifølge Nuveen udviklingen i de 10-årige amerikanske statsobligationer. Tirsdag lå renten på 0,90 pct., men lige nu svæver den omkring 0,79 pct., hvilket tilegnes store opkøb grundet valgusikkerheden.
»Finanspolitiske stimulanser vil sandsynligvis være mere beskedne under en splittet regering, og det er med til at lukke luften ud af det håb, som havde pustet obligationsrenterne op inden valget,« lyder det.
Lige nu er det ikke til at sige, hvor lang tid, der kommer til at gå, før vi får et endeligt resultat af præsidentvalget, men der kan ifølge Nuveen gå dage.
»Markederne bliver nødt til at udholde et par dage mere - i hvert fald - af usikkerhed, efterhånden som staterne tæller et hidtil uset antal tidlige stemmer og brevstemmer,« skriver Nuveens investeringskomité.

