Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Feriepenge får danskernes opsparing til at runde en billion - det er 12 nuller

For første gang nogensinde runder danskernes indlån i banken 1.000.000.000.000 kr.

Danskernes opsparing slår alle rekorder og er nu på over en billion kroner. Foto: Lærke Posselt

Danskerne har gennem længere tid været velpolstrede. I oktober blev en ny milepæl nået med et samlet indlån i bankerne på over en billion kroner. Det er tusind milliarder.

Helt nøjagtigt landede indlånene i bankerne i oktober på 1.020 mia. kr. Det er en stigning på 28,6 mia kr. i forhold til september, viser nye tal fra Nationalbanken.

Stigningen i oktober skyldes især udbetalingen af de tre ugers feriepenge, som i første omgang ikke udelukkende er gået til forbrug.

»Konkret har hver enkelt dansker fra olding til spæd i gennemsnit knap 175.000 kr. stående i banken. Man skal dog her huske på, at indlånet er relativt skævt fordelt. Tal fra starten af året viser, at én procent af de danske privatkunder står for ca. 21 pct. af det samlede indlån i bankerne,« siger cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv.

Selv om det kan være fornuftigt med lidt ekstra privatøkonomisk polstring i en krisetid, så må danskernes opsparing alligevel siges at være ekstremt høj i øjeblikket.

Tore Stramer, cheføkonom, Dansk Erhverv

De store indlån fastholdes af mange bankkunder, selv om flere pengeinstitutter har indført strafrenter for at have større beløb stående.

»Dagens tal sætter endnu en gang en tyk streg under, at danskernes privatøkonomi er kernesund. Det stigende indlån vidner om, at danskerne er forsigtige og ikke fuldt ud omsætter den privatøkonomiske fremgang til øget forbrug, men i stedet afdrager på gælden og lægger penge til side i banken,« siger cheføkonom Niklas Praefke fra Ledernes Hovedorganisation.

Tal fra ATP viser, at omkring 2,1 mio. borgere i løbet af oktober valgte at få feriepenge udbetalt for knap 47 mia. kr.

Det svarer til ca. 32 mia. kr. efter skat. Udbetalingen har givet et løft i privatforbruget, men mange danskere har også valgt at lade en stor del af pengene stå urørte i banken.

»Selv om det kan være fornuftigt med lidt ekstra privatøkonomisk polstring i en krisetid, så må danskernes opsparing alligevel siges at være ekstremt høj i øjeblikket. Jeg håber meget, at danskerne vil skrue yderligere op for forbruget over de kommende måneder. Særligt oplevelseserhvervene tørster efter kunder i butikken i øjeblikket,« siger Tore Stramer.

Hos Arbejdernes Landsbank forventer man, at det ikke er alle feriemidlerne, der vil blive stående på en konto i banken. Heller ikke selv om der er begrænsede forbrugsmuligheder på grund af coronakrisen.

»De indefrosne feriepenge lander i første omgang på danskernes bankkonti. Vi forventer dog, at den primære anvendelse af pengene bliver forbrug og ikke opsparing. Blandt andet steg detailsalget i oktober til rekordhøjder, og det understøttes også af en spørgeundersøgelse, som Arbejdernes Landsbank har lavet i samarbejde med Voxmeter i starten af oktober,« siger privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

BRANCHENYT
Læs også