Økonomi

Økonomer: Derfor er det en god idé at udbetale feriepengene til foråret

Hvis de resterende to ugers feriepenge skal gavne mest, giver det god mening at vente med at udbetale dem til foråret, lyder analysen fra økonomer og landets største erhvervsorganisation.

Restauranter, barer og caféer er fortsat hård ramt af coronarestriktionerne. Udbetalingen af feriepengene til foråret kan komme dem til gavn. Genrefoto: Søren Vendelbo.

Hvis de resterende feriepenge for alvor skal gøre gavn, hvor det gør mest ondt i dansk økonomi, giver det god mening at vente med at udbetale pengene til foråret.

Det vurderer flere økonomer, efter at regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at udbetale de sidste to ugers feriepenge til foråret.

For mens forbruget i bl.a. detailbranchen steg kraftigt i efteråret, hvor de første tre ugers feriepenge blev udbetalt, så lider restauranter, caféer, barer og store dele af kulturlivet fortsat under coronarestriktionerne.

Men det kan netop komme de brancher til gavn, at feriepengene først bliver udbetalt til foråret, hvis restriktionerne i større eller mindre grad er løftet til den tid.

»Erfaringerne fra den seneste udbetaling viser, at nogle af de hårdest trængte brancher, som restauranter og kulturlivet, blev forbigået, da danskerne skulle bruge deres feriepenge,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

»Det skyldes ikke at danskerne ikke har lyst til at bruge penge de steder, men snarere at restriktioner og høje smittetal afholder dem fra det. Derfor giver det også fin mening at vente med at udbetale pengene til foråret, hvor sandsynligheden for at en række restriktioner er løftet, er større,« siger hun.

De første tre ugers indefrosne feriepenge blev frigivet i oktober. Fristen for at få udbetalt pengene udløb 1. december, og de seneste opgørelser viser, at i alt 2,3 mio. danskere benyttede sig af muligheden. Det svarer til 85 pct. af de lønmodtagere, som havde opsparede feriepenge stående.

I alt blev der udbetalt 51,6 mia.kr. af de omkring 60 mia. kr. indefrosne feriepenge.

Men til foråret får danskerne så mulighed for at få de resterende to uger udbetalt, hvilket svarer til godt 45 mia. kr. Der skal dog betales indkomstskat af pengene, så efter skat er beløbet på ca. 24 mia. kr.

Ifølge finansminister Nicolai Wammen kan danskernes forvente at få udbetalt feriepengene inden påske.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, havde faktisk håbet, at feriepengene ville blive udbetalt lidt senere på foråret for at øge chancerne for, at restauranter og caféer er sluppet helt fri af restriktionernes snerrende bånd.

»Feriepengene har vist sig lynhurtigt at påvirke forbruget, og det forventer vi også bliver tilfældet med de resterende to ugers. Dog lukrerer de hårdest ramte brancher i mindre grad på feriepengene, hvilket i min optik styrker argumentet for at vente til det sene forår med åbning af midlerne,« siger han.

Hos landets største erhvervsorganisation Dansk Industri hæfter adm. direktør Lars Sandahl Sørensen sig også ved, at pengene bør udbetales i et tempo, så de kommer de mest nødlidende brancher til gavn.

»Det vil give et tiltrængt boost til dansk økonomi. Det er dog vigtigt, at pengene udbetales i god takt med, at restriktionerne er ophævet. Det vil øge danskernes mulighed for at sætte ekstra fart i de brancher, som har været hårdest ramt,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også