Økonomi

Økonomer: Antallet af ledige i USA er foruroligende højt

Foto: AP/Elise Amendola

For første gang i tre uger er antallet af nytilmeldte ledige faldet i USA, men tallet giver stadig anledning til panderynken hos økonomer.

»Antallet af nyledige i USA faldt lidt i sidste uge, men ligger stadig på et foruroligende højt niveau. Ledigheden vil også ligge på et højt niveau i vintermånederne. Med over en million smittede om ugen er der indført nye restriktioner, som vil få virksomhederne til at sende flere medarbejdere hjem i de kommende uger,« vurderer cheføkonom i Dansk Industri, Allan Sørensen, i en kommentar til tallene.

Hos Sydbank er begejstringen heller ikke stor, selv om antallet af nytilmeldte ledige trods alt er faldet.

»Det er naturligvis et godt tegn, men alligevel er der ikke grund til at finde de helt store smil frem. Antallet af nye ledige hænger nemlig fast på nogle skræmmende høje niveauer,« konstaterer cheføkonom i Sydbank, Søren V. Kristensen.

Den ugentlige statistik viste torsdag, at 712.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge.

Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg var der blandt økonomerne ventet 775.000 nye ledige.

Ugen før meldte 787.000 sig ledige for første gang. Det tal er revideret op fra 778.000 ved første opgørelse for en uge siden.

Positivt er det dog, at antallet af fortsatte ledige faldt til 5,52 mio. mod estimeret 5,8 mio. ifølge Bloomberg og 6,089 mio. ugen tidligere. Og det lover godt for fredagens jobrapport, vurderes Søren V. Kristensen fra Sydbank.

»Her venter vi at se, at det nu går langsommere, men at det stadig går fremad. Det kan amerikanerne faktisk godt glæde sig over, for i Europa tyder meget på, at den seneste runde af restriktioner vil skubbe økonomien ned i negativ vækst i fjerde kvartal.«

Også i det bredere marked ventes jobrapporten at vise bedring. Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at arbejdsløsheden faldt til 4,2 pct. i november fra 4,5 pct. i oktober, samt at der blev skabt 475.000 nye job uden for landbruget mod 638.000 måneden før.

BRANCHENYT
Læs også