Serier

Anden corona-bølge slog hårdt i Frankrig – men franske virksomheder ville ikke lade medarbejderne arbejde hjemme

Der blev ikke sendt mange hjem til hjemmearbejde i Frankrig, selvom præsidenten bad om det. Virksomhederne har ikke tillid til medarbejdernes produktivitet derhjemme.

Corona rammer verden
Det har været svært at få franske virksomheder til at følge regeringens henstillinger om hjemmearbejde, til trods for en voldsom smittestigning i oktober og november. Foto: Denis Charlet/AFP

Smittetallene begyndte at stige hurtigt i løbet af oktober, da anden bølge af coronasmitte ramte Frankrig. En ny lockdown blev indført, men denne gang strittede mange virksomheder imod. De ville ikke lade medarbejderne arbejde hjemmefra, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der var ikke lovkrav om at flytte folk til hjemmekontoret, kun kraftige henstillinger, da præsident Emmanuel Macron annoncerede den nye nedlukning af Frankrig den 28. oktober.

Og samme aften fik alle 80.000 ansatte i den enorme elektronik- og våbenkoncern Thales besked om, at de eksisterende forholdsregler var gode nok. Ingen skulle arbejde hjemmefra mere end to dage om ugen.

Begrundelsen var, at det ikke måtte gå ud over firmaets finanser, ifølge fagforeningen CGT, og tendensen var generel i det franske erhvervsliv.

Efter en stram nedlukning i foråret ville virksomhederne have medarbejderne tilbage på kontoret. Ved udgangen af juli var 83 pct. af alle kontoransatte således tilbage til fysisk fremmøde, hvor det samme tal i Storbritannien kun var 34 pct.

Tal fra Google, som har styr på de fleste menneskers placering, viser også en begrænset effekt af den anden lockdown i Frankrig, målt på tid brugt på kontoret. Og i en rundspørge blandt folk, der arbejder fra kontor, var tre ud af fire blevet pålagt at møde op på arbejdspladsen midt i november, altså under nedlukningen.

Baggrunden for virksomhedernes modstand mod hjemmearbejde er en generel kultur præget af mistillid mellem chefer og ansatte, lyder vurderingen. Ledelsen i en virksomhed frygter simpelthen, at produktiviteten falder brat, når folk arbejder hjemmefra.

Om det manglende hjemmearbejde har gjort det svært at få smittespredningen under kontrol, er svært at påvise, da mange faktorer spiller ind. Men Frankrigs opgørelser over, hvor folk er blevet smittet, viser, at det hver femte gang skete på arbejdspladsen. Det er kun overgået af plejehjem.

Den franske minister for arbejdsmarkedet har efter den manglende effekt hos virksomhederne kørt kampagne for at få flere sendt hjem til hjemmekontoret. Hun har blandt andet besøgt en række store arbejdsgivere og ringet rundt til mange andre.

Frankrig har været særdeles hårdt ramt i den anden coronabølge og gik i løbet af efteråret fra samlet 30.000 døde til nu 54.000, ud af en befolkning på 65 millioner. For at komme smitten til livs blev der blandt andet indført udgangsforbud fra klokken 21 til 6 i store dele af landet.

BRANCHENYT
Læs også