Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Har mistet saft og kraft: Vigtigt element i amerikansk økonomi er langt svagere end ventet

Der blev i november skabt 245.000 nye jobs uden for landbruget i USA. Det var på forhånd ventet, at tallet ville ende på 460.000.

Foto: AP/Steven Senne
USA

Det amerikanske arbejdsmarked er langt fra så stærkt, som økonomerne havde ventet. Faktisk skuffer udviklingen i november. Her havde økonomerne på forhånd ventet, at der ville blive skabt 460.000 nye jobs uden for landbruget, men tallet endte på 245.000.

Det viser den amerikanske jobrapport, der er blevet offentliggjort fredag eftermiddag dansk tid af Bureau of Labor Statistics.

»Det må siges at være en gedigen skuffelse, der desværre viser at den stigende smitte har sat en effektiv bremse på jobvæksten i USA,« skriver Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Det første tal for oktober landede på 638.000, mens den første opgørelse for september viste en jobskabelse på 661.000. Derfor peger man i Danske Bank på, at jobvæksten nu er gået ned i gear i USA.

»Det skyldes nok en kombination af, at den ”nemme” del af genopretningen er overstået, og at økonomien er mere skrøbelig lige nu på grund af stigende smittetal og flere restriktioner. Man skal heller ikke glemme, at mange af de beskæftigelsestunge industrier så som restauranter, barer, hoteller mv. ikke er tilbage til normalen. Selv om restriktionerne ikke er så strikse i USA som i Europa, betyder folks egen adfærdsændring på grund af smittefrygt, at serviceindustrien er ramt,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Selv om jobskabelsen de seneste syv måneder har været på mere end 12 millioner job, har det stadig ikke kunnet ændre på, at beskæftigelsen ligger 9,8 millioner under niveauet for februar, hvor coronapandemien endnu ikke havde ramt verden. Og det kan få stor indflydelse på den amerikanske økonomi, lyder det fra Dansk Industri.

»Der er en fare for, at den lave jobvækst svækker forbrugernes humør, og det vil ramme den helt store motor i amerikansk økonomi. Joe Biden vil derfor have fokus på hurtigt at få genskabt de mange tabte jobs,« skriver Allan Sørensen, cheføkonom i DI, i en kommentar.

Ifølge Nykredit er der en reel risiko for, at tallet december - som bliver offentliggjort til december - vil være med et minus som fortegn. Det skyldes den i øjeblikket rekordstore smittespredning i USA.

»Vi kan meget vel risikere, at smittesituationen i USA vil medføre så markante stramninger af restriktioner, at virksomhederne igen ser sig nødsaget til at sende folk ud af døren. Vi ser desværre en betydelig sandsynlighed for fald i amerikansk beskæftigelse i januar. Så meget desto mere afgørende er det, at Kongressen i USA hurtigst muligt får forlænget de eksisterende kriseordninger for arbejdsløse, der udløber til nytår,« skriver Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, i en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også