Økonomi

Sydbank: Lav inflation giver udsigt til lave renter lang tid endnu

I december lempede ECB pengepolitikken yderligere ved at forhøje pandemiopkøbene (PEPP) med 500 milliarder euro til i alt 1850 milliarder euro. Foto: AP/Michael Probst

Inflationen i eurozonen forblev for femte måned i streg i negativt territorium og viste sig sågar lavere end ventet i december. Der er dermed lang vej endnu, før målsætningen om en inflation på lidt under 2 pct. kan være opnået.

Og det betyder lange udsigter til løftede renter.

Sådan lyder vurderingen fra Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, efter torsdagens opgørelse af inflationen i eurozonen.

Den blev opgjort til minus 0,3 pct. i december mod en forventning på minus 0,2 pct.

- Inflationen holdes i øjeblikket nede af en tysk momsnedsættelse og af kollapset i olieprisen i foråret. Allerede fra næste måned vil den tyske momsnedsættelse begynde at glide ud af inflationsberegningen, mens det vil tage længere tid for olieprisfaldene, skriver Kim Blindbæk i en kommentar.

Selvom udrulningen af coronavaccinerne og udsigten til færre restriktioner skaber håb om en opblomstring af økonomien i 2021, vil det ikke være nok til for alvor at presse inflationen i vejret på længere sigt, lyder det fra Kim Blindbæk.

- Skruer vi tiden frem til 2023 forventer ECB (Den Europæiske Centralbank, red.) nemlig, at inflationen vil blive opgjort til blot 1,4 procent. Det antyder meget tydeligt, at pengepolitikken i eurozonen vil forblive lempelig eller lempeligere i lang tid endnu, skriver han.

I december lempede ECB pengepolitikken yderligere ved at forhøje pandemiopkøbene (PEPP) med 500 milliarder euro til i alt 1850 milliarder euro. Samtidig forlængede ECB de billige lån (TLTRO) til eurozonens banker.

- Samlet set bidrog lempelsen til at presse investorernes forventning til inflationen marginalt op. Selvom vi heldigvis endnu ikke nået til det punkt, hvor inflationsforventningerne har bidt sig fast på alarmerende lave niveauer, venter investorerne lav inflation i lang tid endnu, vurderer Kim Blindbæk.

BRANCHENYT
Læs også