Serier

Stor skuffelse: Motor i den amerikanske økonomi i hård opbremsning

140.000 jobs uden for landbruget i USA gik tabt i december. Det var på forhånd ventet, at der ville være blevet skabt 50.000.

Corona rammer verden
Det amerikanske jobmarked er gået i vinterhi. Foto: Eric Baradat

Det amerikanske jobmarked sluttede rædselsåret 2020 af med et stort tilbageslag. Det er nemlig ikke kun gået i stå. Det er i bakgear. Økonomerne havde på forhånd ventet, at der ville være blevet skabt 50.000 jobs uden for landbruget i december, men i stedet endte det med, at der i den sidste måned i 2020 gik 140.000 jobs tabt.

Det viser den amerikanske jobrapport, der er blevet offentliggjort fredag eftermiddag dansk tid af Bureau of Labor Statistics.

»Det er alvorligt øv-tal, der viser at den stigende smitte igen har slået fødderne væk under det amerikanske arbejdsmarked,« konstaterer Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Med decembers tal er der blevet sat en stopper for syv måneders fremgang på det amerikanske arbejdsmarked. Den seneste tilbagegang ligger nemlig tilbage i april, hvor coronakrisen i den første opgørelse viste, at beskæftigelsen uden for landbruget i USA faldt med 20,5 mio. Det største fald, der nogensinde er registreret.

»På den korte bane er amerikansk økonomi udfordret af høje smittetal, mange indlæggelser og flere restriktioner. Der er intet, der tyder på, at vi har set en top i USA endnu. Det betyder, at man ikke skal være overrasket, hvis de næste par måneder også viser faldende beskæftigelse,« skriver Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

Trods de seneste syv måneders fremgang har coronakrisen næsten fået beskæftigelsen til at falde med næsten 10 mio. Det betyder, at arbejdsløshedsprocenten i jobrapporten nu er opgjort til 6,7 pct. - et pænt stykke under toppen i april på 14,7 pct.

»Det vil tage lang tid at få genskabt alle de arbejdspladser, som er gået tabt under coronakrisen,« konstaterer Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

Han peger på, at der venter Joe Biden og det demokratiske flertal i begge kamre af Kongressen en stor opgave, når den Joe Biden overtager præsidentposten den 20. januar.

»Amerikansk økonomi er meget afhængig af et stærkt privatforbrug, derfor er det afgørende at få amerikanerne tilbage i job, så de ikke mister modet til at bruge penge,« lyder det fra Allan Sørensen.

BRANCHENYT
Læs også