Serier

1.400 virksomheder i Norge har modtaget lønkompensation fra NAV uden at have nogle ansatte

De norske lønkompensationsordninger er blevet brugt så flittigt, at 74.000 virksomheder modtog kompensation i 2020. Nu viser det sig, at 1.400 af dem ikke var berettiget.

Corona rammer verden
Mange norske virksomheder har gjort brug af lønkompensationsordningerne. Foto: Sascha Reiffenstein Petersen

I Norge hænger pengene på træerne. Det kunne det hvert fald tyde på, hvis man tager udgangspunkt i, at 1.400 norske virksomheder har modtaget lønkompensation sidste år, på trods af, at de ingen ansatte havde førend coronakrisens frembrud.

Det skriver norske Børsen.

De norske lønkompensationsordninger var tænkt som en midlertidig ordning, der skulle udvikles hurtigt, og derfor var der ikke tid til at udtænkte omfattende kontrolrutiner, som havde til formål at afværge svindel, udtaler direktør i NAV Kontroll Ole Johan Heir i en pressemeddelelse.

»Da der blev opdaget svindel i forbindelse med lønkompensationsordningen foretog NAV en række ændringer i rutinerne. NAV skal forebygge og opdage svindel og fejludbetalinger, derfor vil vi fremover intensivere kontrolarbejdet,« siger Heir.

Den 12. marts 2020 lukkede Norge ned for at inddæmme det verdensomspændende corona-udbrud. I den forbindelse besluttede den norske regering, ligesom i Danmark, at sikre landets økonomi med hjælpepakker og lønkompensationsordninger. Det har betydet, at 74.000 norske virksomheder i 2020 modtog lønkompensation fra Arbeids- og Velferdsforvaltningen (NAV).

Støtten er blevet udbetalt på baggrund af oplysninger, som den offentlige arbejdsformidling i Norge har modtaget fra arbejdsgiverne. Mange nordmænd har nydt godt af lønkompensationsordningerne, heriblandt 1.400 virksomheder og 4.300 ansatte, som har modtaget lønkompensation, selvom de ingen ansatte havde i marts, da landet lukkede ned. Ifølge det norske medie Børsen kan det meget vel svare til et beløb på 181 mio. norske kroner.

I Danmark er vi dog heller ikke selv gået helt fri fra fusk med lønkompensationsordningerne. I 2020 registrerede Hvidvasksekretariatet 4.433 underretninger om mistanker om svindel med hjælpepakkerne.

BRANCHENYT
Læs også