Den amerikanske kapitalforvalter Pimco forventer, at bnp-væksten i USA kan nå op på 7 pct. i år
Forventningen om en ny hjælpepakke har fået den amerikanske kapitalforvalter Pimco til at skrue op for forventningerne til væksten i USA.
Den amerikanske økonomi kommer til at brage frem i et tempo, der ikke er set i flere årtier. Det amerikanske bruttonationalprodukt (bnp) kommer nemlig til at stige i intervallet 7 til 7,5 pct. Sådan lyder det fra den store amerikanske kapitalforvalter Pimco, der er specialiseret i obligationer.
»Det er niveauer, der sidst er set i begyndelsen af 1980'erne og før det i midten af 1960'erne,« skriver Libby Cantrill, der har titel af head of public policy, og Tiffany Wilding, der er økonom med fokus på Nordamerika, i en kommentar.
Udmeldingen kommer på baggrund af, at en ny hjælpepakke er på vej igennem Senatet i USA. Og grundet en special måde, som hjælpepakken bliver behandlet på, har man i Pimco skruet op for forventningerne til størrelsen på hjælpepakken. Den kommer formentlig til at være på 1.500 mia. til 1.900 mia. dollars, lyder det fra kapitalforvalteren.
»Den økonomiske effekt af hjælpepakken kommer selvfølgelig til at afhænge af de endelige detaljer,« skriver de to Pimco-ansatte, der peger på, at væksten i det amerikanske bnp kun har været over 7 pct. tre gange siden 1950'erne.
Hjælpepakken kommer formentlig til bl.a. at indeholde en check på 1.400 dollars til personer, der ligger under en vis indkomst, en udvidelse af understøttelsen til arbejdsløse og hjælp til små virksomheder og brancher som f.eks. luftfarten, der har været særlig hårdt ramt.
»Selv om der muligvis kommer nogle justeringer af Bidens oprindelige forslag, ser det ud til, at der er bred enighed blandt demokraterne om, at going big, simple and fast er den bedste fremgangsmåde. Derfor venter vi, at hjælpepakken vil blive en realitet i midten af marts - hvis ikke før,« skriver Libby Cantrill og Tiffany Wilding.