Økonomi

Kinas økonomi er på vej ned i gear op til Folkekongres

Foto: Hector Retamal

De kinesiske indkøbschefers forventningsindeks, PMI, faldt for tredje måned i træk i februar og signalerer, at væksttempoet er på vej ned i verdens næststørste økonomi.

Det vurderer chefanalytiker i Danske Bank Allan von Mehren.

- Noget af svagheden i februar-tallene kan muligvis skyldes nogle af de restriktioner, der kom i forbindelse med et nyt udbrud af COVID-19 i starten af januar.

- Men det ændrer ikke på, at den underliggende tendens også er mod en afdæmpning af væksten. Vi venter, at vækstraterne vil falde ned mod 5,5 pct. i slutningen af 2021 fra 6,5 pct. i fjerde kvartal 2020, skriver Allan von Mehren i et notat.

Den officielle PMI-måling af aktiviteten i Kinas fremstillingssektoren viste 50,6 i februar mod ventet 51,0 ifølge Bloomberg News og 51,3 i januar.

For servicesektoren var der tale om en aflæsning på 51,4 i februar mod 52,4 i januar og analytikernes forudsigelse om et fald til 52,0.

Samlet viste PMI composite en aflæsning på 51,6 i februar mod 52,8 måneden før.

Fokus i Kina rettes fredag mod den årlige Folkekongres i det herskende kommunistparti.

- I år vil der dog være størst opmærksomhed om den nye femårsplan for 2021-2025, der også vil blive fremlagt, og som erstatter den nuværende, der har løbet fra 2016-2020. Vi kender allerede hovedpunkterne, da de blev fremlagt i oktober. Det nye i femårsplanen er primært, at "selvforsyning" er blevet et fremherskende tema, skriver Allan von Mehren.

Vækstmålet for de kommende år ventes at blive omkring 5 pct. og en del lavere end de 6,5 pct., som lå i den tidligere femårsplan.

Læs også