Økonomi

Beskæftigelsen tog et stort dyk i januar

Beskæftigelsen faldt med næsten 22.000 personer fra december til januar på grund af coronanedlukningerne, viser nye tal.

Arkivfoto: Anita Graversen

Den seneste runde af coronanedlukninger slog for alvor igennem i januar og ramte det danske arbejdsmarked som en hammer.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at lønmodtagerbeskæftigelsen faldt med næsten 22.000 personer fra december til januar.

»Det er det største fald i beskæftigelsen siden april sidste år. Beskæftigelsen er nu faldet to måneder i træk med mere end 25.000 personer, efter den også pegede ned i december,« siger Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til tallene.

Statsminister Mette Frederiksen annoncerede lige inden julen omfattende nedlukninger på grund af stigende smittetal, og det er konsekvensen af dem, der nu slår igennem på arbejdsmarkedet.

Derfor er der heller ikke noget overraskende i, at beskæftigelsen er faldet, fastslår Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.

»Det skyldes alene nedlukningen i december, som varede hen over hele januar. Det samme vil vise sig at være tilfældet for februar, hvor store dele af økonomien forblev nedlukket. Vi ved til gengæld, at arbejdspladserne hurtigt kommer tilbage, når økonomien genåbnes efter en nedlukning,« siger han i en kommentar.

Med dagens tal ligger beskæftigelsen ca. 48.000 personer under niveauet fra før coronapandemien ramte Danmark sidste år. I starten af krisen faldt beskæftigelsen med næsten 78.000 personer, og i april sidste år blev der registreret det største fald nogensinde.

Men efter sommerens gradvise genåbning begyndte lønmodtagerbeskæftigelsen igen at gå frem.

Frem til december sidste år steg beskæftigelsen seks måneder i træk med i alt 55.000 personer.

Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, forventer da også, at de seneste måneders tilbagegang snart er afsluttet.

»Vi tager nu et skridt ind i noget, der kan ligne en W-formet udvikling af beskæftigelsen. Det er vores forventning, at beskæftigelsen vil falde i februar. Men allerede i marts vil den delvise genåbning af detailhandlen igen trække i den rigtige retning. Så selvom det ser mørkt ud i øjeblikket, er der bestemt håb forude,« skriver han i en kommentar.

Der var i alt 2.753.132 personer i beskæftigelse i Danmark i januar.

Læs også