Økonomi

Trods røde alarmklokker fra Det Systemiske Risikoråd afviser Socialdemokratiet et indgreb på boligmarkedet

Det Systemiske Risikoråd ser med stor alvor på boligmarkedets udvikling og frygter en boligboble. Erhvervsministeren forholder sig mere roligt.

Socialdemokratiet er ikke på vej med tiltag mod boligmarkedet, sådan som eksperter ellers har anbefalet.

Boligmarkedet har længe været brandvarmt, og det ser kun ud til at blive endnu varmere.

I tirsdags advarede regeringens finansielle rådgivere, Det Systemiske Risikoråd, om at en boligboble kan være på vej. Trods den barske udmelding fra eksperterne har Socialdemokratiet ingen planer om at gribe ind på boligmarkedet endnu. Det oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S) til Berlingske.

Han bakkes op af Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen.

»Vi følger selvfølgelig situationen på boligmarkedet tæt, og vi har også noteret de bemærkninger, der er kommet, men vi har ikke planer om indgreb,« siger Christian Rabjerg Madsen til Berlingske.

Socialdemokratiet har ikke lukket øjnene fuldstændigt over for boligmarkedets vilde udvikling det seneste år. De deler bekymringen og vil følge udviklingen tæt, samt tage imod anbefalinger fra rådet om, hvordan eventuelle risici på boligmarkedet kan imødegås på en afbalanceret måde.

Det Systemiske Risikoråd blev etableret i 2013 efter finanskrisen for at holde øje med trusler mod de danske pengeinstitutter. Medlemmerne i rådet består af repræsentanter fra flere myndigheder, blandt andet Nationalbanken og Finanstilsynet.

I tirsdag meddelte rådet, at der ud fra dets vurderinger er tegn på risikoopbygning på boligmarkedet i særligt København by. Ifølge rådgiverne er risikoen for en boligboble så stor, at rådet på sit næste møde forventer at anbefale regeringen nye tiltag, der kan begrænse risikoopbygningen på boligmarkedet.

Priserne på ejerlejligheder er det seneste år steget med 11,7 pct og huspriserne med 9,2 pct. Huspriserne stiger i øjeblikket med det højeste tempo siden starten af 2007, det viser tal fra Boligsiden.

BRANCHENYT
Læs også