Økonomi
BREAKING

Storinvestor skruer op for optimismen: Tror på meget højere vækst

Den amerikanske kapitalforvalter Pimco har lagt 1 pct.point. til vækstforventningerne for i år.

Selv om flere steder i Europa lige nu kæmper med stigende smitte, venter Pimco også en høj vækst i eurozonen i år. Foto: AFP/Tobias Schwarz

Det kommer til at gå langt bedre for verdensøkonomien i år end tidligere ventet.

Sådan lyder det nu fra den store amerikanske kapitalforvalter Pimco, der har obligationer som sit speciale.

I forbindelse med sin seneste prognose har kapitalforvalteren nemlig skruet markant op for vækstforventningerne til i år.

»Den globale vækst ser nu ud til at komme endnu stærkere tilbage i 2021, end vi ventede i januar. Regeringerne har øget den finanspolitiske støtte betydeligt siden da, og den accelererende udrulning af vacciner bør gøre det muligt, at vi ser en større økonomisk aktivitet i servicesektoren, som har været ramt af covid-begrænsninger,« skriver Pimco.

Mens Pimco i januar ventede, at bruttonationalproduktet (bnp) på globalt plan ville stige med 5 pct. i år, venter den amerikanske kapitalforvalter nu, at væksten vil nå op over 6 pct.

Verdens næststørste økonomi Kina vil vokse med 8 pct., mens USA, der er verdens største vil følge lige efter med en vækst på mere end 7 pct., mener man i Pimco.

Væksten vil være båret frem af store finanspolitiske hjælpepakker, lempelig pengepolitik fra centralbankerne, lempede restriktioner og stigende vaccinationsrater.

Områder som Japan og eurozonen, der har været præget af lav vækst, vil også opleve en større fremgang. Her vurderer Pimco, at væksten i år vil nå op på henholdsvis 4 pct. og 3 pct.

Det er ikke kun Pimco, der på det seneste er blevet mere optimistiske. OECD opjusterede i begyndelsen af marts sin prognose for 2021 ganske kraftigt.

I december ventede økonomerne i OECD en vækst i år på 4,2 pct., men i den seneste prognose blev vækstskønnet skruet op til 5,6 pct.

BRANCHENYT
Læs også