Økonomi

Arbejdsløsheden bider sig fast i længere tid: »Det er meget afgørende, at vi får knækket denne kurve«

Antallet af langtidsledige er steget markant under coronakrisen, og det kan resultere i en permanent skade på økonomien, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Antallet af langtidsledige har taget et stort hop opad under coronakrisen. Foto: Janus Engel

Coronakrisen har bidt så meget fra sig, at flere og flere har stået så lang tid i køen af ledige, at de nu har fået stemplet som langtidsledige. Det viser de seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Antallet af langtidsledige tog steg fra januar til februar, og det er dermed steget 11 måneder i træk. På de 11 måneder er der kommet flere end 15.000 langtidsledige, så det samlede tal nu er oppe på flere end 38.000. Det er det højeste antal siden foråret 2014.

»Udviklingen har været meget voldsom. Vi så meget hurtigt en stigning i langtidsledigheden under denne krise. Under finanskrisen tog det væsentligt længere tid, inden vi så en stigning,« siger Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Med coronakrisen er mere end halvdelen af det fald i antallet af langtidsledige, som fandt sted efter finanskrisen, nu slettet, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her peger man samtidig på, at andelen af ledige, som er langtidsledige, i øjeblikket er på det højeste niveau i otte år.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd venter man, at arbejdsmarkedet som helhed er tilbage på niveauet fra tiden inden coronakrisen i begyndelsen af 2022. Men det er dog langtfra sikkert, at det samme vil være gældende for antallet af langtidsledige.

Det var f.eks. tilfældet, da antallet af ledige faldt mellem første og anden bølge af corona i Danmark. 

»Selv om vi har haft en periode med faldende ledighed, så var der også her desværre en stigning i antallet af langtidsledige,« siger Erik Bjørsted, der peger på, at der er en god grund til at bekymre sig for antallet af langtidsledige.

»Langtidsledighed kan give senfølger for økonomien. Den har det med at bide sig fast, så folk der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, ender med at sive ud af det. Det koster både for statskassen og på væksten, hvis det udvikler sig til en strukturel skade på økonomien. Derfor er der meget afgørende, at vi får knækket denne kurve,« siger Erik Bjørsted.

BRANCHENYT
Læs også