Serier

IMF: Danmark blandt vinderne i en krise og en genopretning i mange hastigheder

Dansk økonomi indhenter allerede i år det tabte efter coronakrisen og ender 2022 omtrent 3 pct. større, end da pandemien ramte. Det vurderer Den Internationale Valutafond i en ny prognose.

Corona rammer verden
Butikkerne genåbner herhjemme i marts mens de nedlukkes i mange andre europæiske lande. Foto: Joachim Ladefoged

Dansk økonomi kommer ganske hæderligt igennem de tre år – fra starten af 2020 til udgangen af 2022 – man for eftertiden måske vil kalde coronakrisen og den efterfølgende genopretning.

Det indikerer den seneste prognose fra Den Internationale Valutafond (IMF), som går frem til slutningen af 2022.

»Vi er kommet overraskende skånsomt gennem krisen. Det vidner om, at dansk økonomi stod rigtig stærkt, da krisen ramte, men også at krisepolitikken herhjemme har været meget effektiv,« siger Tore Stramer, cheføkonom i interesseorganisationen Dansk Erhverv.

»Fordi nedgangen var mindre slem herhjemme, så bliver genopretningen heller ikke lige så kraftig. Men det skal vi ikke være kede af,« fortsætter han.

Selvom væksten i dansk økonomi i 2021 og 2022 på hhv. 2,9 pct. og 2,8 pct., ifølge IMF vil være mindre end i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med, så redder den milde nedtur sidste år helhedsbilledet.

Tilsammen vil dansk økonomi ved udgangen af næste år således være vokset omtrent 3 pct. i forhold til starten af 2020, ifølge IMF’s prognose og med udgangspunkt i den faktiske vækst fra sidste år målt af Danmarks Statistik.

Det er omtrent det samme som Sveriges vækst på 3,2 pct. over den samme periode, men et stykke over Tysklands samlede vækst på lige under 2 pct.

Udviklingen kommer trods et stærkere tyske opsving, som IMF sætter til omtrent 3,5 pct. i både 2021 og 2022.

Eurolandenes bnp som helhed vil være 1,3 pct. større i 2022 end ved indgangen til 2020, i følge IMF.

Det britiske bnp vil ved udgangen af næste år stadig være 0,3 pct. mindre end ved indgangen til 2020, selvom økonomien ifølge IMF tonser derudaf med vækstrater på omtrent 5,2 pct. i år og 2022.

I den anden ende af skalaen ligger Norge, hvis oliedominerede økonomi vil være hele 7,2 pct. større og den amerikanske, som hjulpet af enorme finanspolitiske stimulanser, vil vokse 6,3 pct. igennem perioden.

Samlet set har regeringen i følge Finansministeriet indgået aftaler om stimuli af dansk økonomi for ca. 135 mia. kr. under krisen - indtil videre.

Indsatsen holdt i følge ministeriet hånden under næsten 80.000 danske job sidste år og forventes at holde hånden under 55.000 job i år og 45.000 næste år

»En genopretning i mange hastigheder er undervejs i alle regioner og på tværs af indkomstgrupper. De er drevet af hastigheden af vaccineudrulningen, graden af støtte fra den økonomiske politik og faktorer som afhængigheden af turismeindtægter,« skriver IMF i sin prognose.

Læs også