Økonomi

Danske Bank: Nu kommer opsvinget

Danske Bank forventer, at økonomien vender helt op til overfladen i løbet af 2022

Lempede restriktioner vil i de kommende måneder medvirke til en normalisering af dansk økonomi og et kraftigt opsving i andet kvartal.

Det vurderer Danske Bank, der løfter sin vækstprognose for 2021 til 3 pct. fra tidligere estimeret 2,3 pct.

I 2022 venter banken uændret en vækst i bruttonationalproduktet på 3,4 pct.

- Underliggende er der stærk opdrift i dansk økonomi, som bare overskygges af nedlukningen. Når den afvikles, forventer vi at se en korkpropeffekt, understøttet af stærk købekraft i husholdningerne og af fremgang i global økonomi, skriver cheføkonom Las Olsen i publikationen Research Danmark.

Helt dækkende er korkpropanalogien dog ikke, fremhæver Danske Bank selv.

Det skyldes, at banken først venter, at økonomien vender helt op til overfladen i løbet af 2022.

Privatforbruget har hidtil haft trange kår i 2021, men Danske Bank venter også her en kraftig stigning i foråret.

Samlet ventes privatforbruget nu at stige med 2,5 pct. i år mod tidligere estimeret 3 pct., men oven på et fald på estimeret 2 pct. i 2020 mod tidligere estimeret 3,1 pct.

I 2022 ventes en fremgang på 4 pct. mod tidligere estimeret 3,6 pct.

Begrænsninger på rejser vil formentlig påvirke negativt et godt stykke tid endnu, og det vil også tage tid at få oprettet lige så mange arbejdspladser som forsvandt under coronakrisen.

- Først i løbet af 2022 forventer vi, at arbejdsløsheden vender tilbage til niveauet lige over 100.000, som vi havde inden coronakrisen, skriver Danske Bank.

Bankens estimater for eksporten og importen er begge opjusteret for 2021 til en vækst på henholdsvis 5,1 pct. og 5,7 pct. fra tidligere estimeret 3,6 pct. og 4,7 pct.

BRANCHENYT
Læs også