Økonomi

90-årig kvinde fra Hong Kong mister kæmpe millionbeløb på svindelnummer

En 90-årig kvinde fra Hong Kong er blevet offer for et groft svindelnummer. Det har kostet hende dyrt, men hun er ikke det første offer for vanvittig millionsvindel.

Det er nemt for svindlere at snyde folk via deres telefon. Foto: Peter Hove Olesen

I Hong Kong er en yngre mand mistænkt for at have svindlet en 90-årig kvinde for et beløb svarende til 200 mio. kr. Kvinden er bosat i området ”The Peak”, der er blandt de mest velhavende områder i Hong Kong. Det skriver CNN.

Sagen om det store svindelnummer begyndte at rulle den 2 marts. Kvinden kontaktede selv politiet, efter at have foretaget i alt ti indbetalinger på kommando fra svindlerne. De påstod, at hendes identitet var blevet misbrugt i Kina.

Kvinden kom første gang i kontakt med svindlerne i august sidste år. Dengang havde en person, som hævdede at arbejde for det kinesiske politi, ringet til hende. Manden dukkede efterfølgende op på hendes adresse og udstyrede hende med en telefon, så hun ifølge ham kunne kommunikere sikkert med politiet.

Det viste sig senere hen, at manden absolut ikke var fra politiet, og at telefonen havde et helt andet formål end at beskytte hende, skriver CNN.

Efter at være blevet udstyret med telefonen, fik kvinden af flere omgange besked på at foretage en række overførsler til to forskellige bankkonti.

Det er ikke første gang, at ældre kinesere bliver snydt for tårnhøje millionbeløb. I oktober sidste år blev en anden kinesisk kvinde svindlet for 55 mio. kr. Året forinden var det en ældre kinesisk mand, der blev snydt og endte med at betale tæt på 300 mio. kr til svindlerne.

Telefonsvindel finder ikke kun sted i Asien. I Danmark har der de seneste år også været flere sager, hvor især ældre mennesker er blevet snydt af svindlere via deres telefon. Det har blandt andet medvirket til, at Forbrugerrådet Tænk har udviklet appen ”Mit digitale selvforsvar”, der har til formål ar beskytte danskerne mod digital fup, trusler og svindel.

BRANCHENYT
Læs også