Økonomi

ECB kører videre med ekstrem lempelig pengepolitik

Den Europæiske Centralbank har bl.a. fastholdt sin ledende rentesats på rekordlave minus 0,5 pct.

Christine Lagarde. Foto: AP/Michael Probst

Det store pengepolitiske eksperiment i eurozonen fortsætter med uformindsket kraft. Det står klart efter dagens møde i Den Europæiske Centralbanks (ECB) såkaldte Styrelsesråd, hvor der ikke er blevet ændret på den meget lempelige pengepolitik.

ECB’s ledende rentesats er dermed fortsat på rekordlave minus 0,5 pct., og opkøbsprogrammerne - herunder Pandemic Emergency Purchase Program (PEPP) - der blev søsat under coronakrisen, kører også videre uden ændringer.

»Dagens rentebeslutning må siges at falde ind under kategorien non-event. Der er ingen ændringer i hverken rente eller opkøb, og meget få ord er ændret i pressemeddelelsen. De leverer i bund og grund det, som var ventet,« konstaterer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Én af de ting, der går igen i meldingen fra ECB, er tempoet på netop PEPP. Her lød det i marts, at ECB ville skrue op for hastigheden på opkøbene i de kommende måneder. Denne melding går igen.

»Styrelsesrådet vil opkøbe fleksibelt og på markedsvilkår og med henblik på at forhindre en stramning af finansieringsforholdene, som ikke bidrager til at modvirke pandemiens negative effekt på den ventede inflationsudvikling,« lyder det videre fra ECB.

I Sydbank peger man på, at ECB faktisk ikke har skruet voldsomt op for tempoet i programmet siden meldingen fra marts.

»Det kan undre investorerne, og derfor vil en del af spørgsmålene på pressemødet nok gå i denne retning. Det er dog vores forventning, at ECB snart får brug for at skrue yderligere op for opkøbene, da en stigende inflation i de kommende måneder kan starte et nyt opadgående pres på renterne, som centralbanken virker stålsat på ikke at tolerere,« skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

PEPP-programmet har et øvre loft på 1.850 mia. euro. Dette kan dog blive hævet, hvis man skønner, at det er nødvendigt. Det skete f.eks. i december 2020, hvor loftet blev løftet med 500 mia. euro. Ifølge den senest melding fra ECB bliver PEPP-programmet tidligst stoppet i slutningen af marts 2022.

BRANCHENYT
Læs også