Økonomi

Beijing går efter kinesiske firmaer på USA’s børser

Kinas myndigheder fortsætter presset på landets største erhvervsnavne. Nu er turen kommet til taxi-appen Didi samt firmaer, der er børsnoterede i USA.

Artiklens øverste billede
Didi, Kinas største taxi-app, kom på New Yorks børs den 30. juni. Det skete mod kinesiske myndigheders anbefaling, og så faldt hammeren: Didis app er fjernet fra Kinas app store. For det er Beijing, lyder tolkningen fra analytikere, der bestemmer. Foto: REUTERS/Brendan McDermid/Ritzau Scanpix

TOKYO – Stephen Roach er bekymret over Beijings seneste udfald mod Kinas egne firmaer. Roach er blandt verdens mest respekterede eksperter på Asien med lederstillinger hos verdens største investeringsfonde på CV’et. Markedet holder vejret, når han rynker panden.

»Jeg er optimist af natur, når det kommer til Kina,« udtalte han i et interview med erhvervsmediet CNBC søndag. »Men jeg finder faktisk disse handlinger ret foruroligende.«

Stormen begyndte i sidste uge, da repræsentanter fra Beijings agentur for cybersikkerhed samt andre højtstående embedsmænd lagde vejen forbi taxi-app firmaet Didi, der ofte kaldes Kinas svar på Uber.

Det gik hårdt for sig: Hammeren faldt gang på gang under mødet, ifølge kilder til medierne, og Didi må nu ikke længere registrere nye brugere. Dets app er blevet fjernet fra app-stores. Firmaet står endda til en muligvis endnu større milliardbøde, end den Beijing smækkede ned over Alibaba i forsommeren.

Men historien handler om langt mere end blot Didi – og dermed Roaches bekymring.

»Kina går nu efter hjertet på sin nye entreprenørøkonomi,« udtalte han. »Det går nu efter deres forretningsmodel.«

Han er langt fra alene om sin bekymring. Ikke mindst fordi udviklingen bærer præg af både rivaliseringen mellem USA og Kina og Det Kommunistiske Partis forsøg på at fastholde magten over sit eget erhvervsliv.

Alibaba og dets søsterselskab Ant Group var de første, men langt fra de sidste, der blev ramt af Beijings nye regulering. Det sker både, siger analytikere, for at beskytte brugerne – men også for at cementere myndighedernes magt. Foto: REUTERS/Thomas Peter/Ritzau Scanpix

Officielt står Didi anklaget for at have tiltusket sig og derefter misbrugt brugerdata på ulovlig vis. Den slags anklager er hverken nye i Kina eller i Vesten og går fint i spand med en kommende kinesisk lov på området. Denne stipulerer blandt andet, at alle firmaer med data på over en million brugere forpligtiger sig til en række gennemsyn.

Samtidig er Didi blot den seneste kinesiske tech-gigant, der er blevet lagt op på myndighedernes ambolt. Ligesom der er bred enighed blandt analytikere om, at det ikke kun sker for at beskytte forbrugeren, men også skal cementere partiets magt over erhvervslivet.

Men timingen er måske ikke tilfældig: For et par uger siden blev Didi børsnoteret i den største aktiefest af sin slags, siden Alibaba kom på børsen i 2014. Men Didi valgte New Yorks børs frem for Hong Kongs. Og firmaet gjorde det på trods af de kinesiske myndigheders advarsler – hvilket fik Det Kommunistiske Parti op i det røde felt.

»Beskeden fra Beijing er klar,« skriver økonomerne Sofia Horta e Costa og Richard Frost i en nylig kronik for Bloomberg. »Det Kommunistiske Parti har det sidste ord, når det kommer til alt, inklusive børsnoteringer.«

Og disse børsnoteringer skal helst ske i Kina, lyder formaningen: Bloomberg rapporterede i sidste uge, at de nye regler om brugerdata – der fældede Didi – ikke ville gælde, hvis en fremtidig børsnotering finder sted i Hong Kong.

Kinas forbrugere er blandt verdens mest entusiastiske brugere af app- og platformsøkonomien. Men der er også bred støtte til Beijings opstramninger. For også i Kina er forbrugerne skeptiske over for tech-giganternes voksende magt. Foto: REUTERS/AP Photo/Mark SchiefelbeinRitzau Scanpix

Fredag faldt hammeren igen i form af en ny lov, der forbyder private undervisningsfirmaer at børsnotere sig eller at modtage udenlandske investeringer. Den slags firmaer er en ellers lukrativ forretning mange steder i Asien og specialiserer sig ofte i at hjælpe elever med at bestå nådesløst hårde optagelsesprøver til gymnasier og universiteter.

Loven rammer to af Kinas største undervisningsfirmaer hårdt – også for de er børsnoterede i New York. Og den er blot den seneste i en lang række nye reguleringer, implementeret over sommeren, der gør det sværere for kinesiske virksomheder at børsnotere sig i udlandet.

Det har blandt andet ramt Kinas største online transportsite og landets version af LinkedIn – begge er børsnoterede i USA. Det har også ramt flere af dets største elbilfirmaer.

En amerikansk børsnotering har ellers været blandt de foretrukne måder for kinesiske startups at langtidssikre sig investering: Succes på hjemmemarkedet efterfulgt af en lancering på New Yorks børser. For aktiviteten på de amerikanske børser er stadig større end Kinas.

Siden 90’erne er over 400 af Kinas firmaer blevet børsnoteret på den måde, for en samlet noteringssum fra investorer på 631 mia. kr., ifølge tal fra Bloomberg. Det har givet et godt afkast – kinesiske firmaer på amerikanske børser har i dag en samlet markedsværdi på 12.600 mia. kr.

Men nu ser festen ud til at lakke mod enden.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.