Økonomi

Bitcoin udfordrer guld i forsvaret mod stigende inflation: »Historien har fået momentum«

Bitcoin bruges i stigende grad som et værktøj til at sikre sig mod tiltagende inflation, vurderer Nordeas globale chefstrateg, som dog mener, at kryptovalutaen mangler at bestå en langsigtet test.

Arkivfoto: Edgar Su, Reuters

Tiltagende inflation har de seneste måneder trukket overskrifter, og mens investorerne historisk har betragtet guld som en sikker havn i usikre tider med stigende inflation, har der ikke været synderligt rift om ædelmetallet.

Det har der til gengæld været på bitcoin.

Noget tyder derfor på, at den digitale valuta har indtaget en rolle som et sikkert aktiv til at beskytte sig imod den stigende inflation. Det vurderer Andreas Steno Larsen, der er global chefstrateg hos Nordea.

»Bitcoin har bestået den lakmustest, som den står midt i. Fordi de gange, hvor inflationsfrygten er accelereret, har den virket som en stærk ”hedge” (afdækning af risiko, red.). Det må man bare konstatere,« påpeger han.

Sammenligningen mellem bitcoin og guld er nærmest lige så velkendt som den digitale valuta selv, og den bruges især af entusiaster, som taler for at bruge kryptovaluta til at gardere sig mod netop inflation og usikre tider.

På den anden side mener kritikere, at bitcoin aldrig får samme brugsværdi som guld, fordi det ikke er fysisk manifesteret på samme måde som metallet.

Alligevel hæfter Andreas Steno Larsen sig ved bitcoins overgang fra at blive anset som en transaktionsvaluta til at blive en form for lager for værdi.

»Bitcoin har ikke bestået sin langsigtede test. Det har guld, som dog ikke består den kortsigtede test. Derfor står vi ved en skillevej, hvor det bliver interessant at se, om der vil ske et paradigmeskifte,« siger analytikeren.

Over de seneste uger har bitcoin rundet en rekordkurs på 66.000 dollars, hvilket svarer til cirka 420.000 kr. Prisen er dermed fordoblet siden juli. Men en lignende prisudvikling for guld er i den samme periode udeblevet.

Andreas Steno Larsen understreger, at markedet for kryptovaluta er en del mindre, fordi de fleste traditionelle fonde ikke har mulighed for at handle de digitale mønter modsat hedgefonde, der har relativt frie hænder til det.

»Man har ændret, hvad det er for en fortælling, som skal drive bitcoin. Historien har fået momentum, og vi ser flere og flere alternative fonde omtale bitcoin som en måde at sikre sig mod inflation,« fortæller han.

Chefstrategen slår dog fast, at man måske ikke bør konkludere for meget ud fra guldprisen, om end den er mærket af inflationen og renteniveauet.

For bitcoin-evangelisterne er den seneste tids udvikling vand i møllen. Det understøtter deres argument om, at de lempelige pengepolitiske tiltag fra centralbankerne de seneste 15 år ville give stærk inflation

Roman Beck, professor ved IT-Universitetet i København og formand for European Blockchain Center

»Man kan diskutere, om guldprisen burde have ligget 200-300 dollars højere ud fra, hvor realrenterne ligger i dag. Men vi har trods alt ikke set nye lavpunkter for realrenter i forhold til, hvad vi har set de seneste 6-12 måneder,« siger Andreas Steno Larsen.

Roman Beck, der er professor ved IT-Universitetet i København og formand for European Blockchain Center enig i, at inflationen har betydning for brugen af bitcoin, men mest at alt hos entusiasterne.

»For bitcoin-evangelisterne er den seneste tids udvikling vand på møllen. Det understøtter deres argument om, at de lempelige pengepolitiske tiltag fra centralbankerne de seneste 15 år ville give stærk inflation,« siger han.

Professoren sammenligner inflationen med, at en usynlig hånd kommer og snupper penge fra din pung, og at den for nogen vel at mærke er skabt af den ultralempelige pengepolitik, forsyningskrisen og de stigende priser.

»Normale mennesker, som ikke har været involveret i bitcoin før, ser nok ikke den digitale valuta som en sikker havn for at undgå inflation. Men dem, som har talt om det i lang tid og investeret penge i den, gør det nok.«

Til trods for at være enig i, at bitcoin har indtaget en rolle som en sikker havn i forhold til den høje inflation, mener han ikke, at det har haft en indflydelse på kursen for bitcoin, der kom til verden tilbage i 2009.

»På den lange bane kan historien dog blive en anden,« siger Roman Beck.

Andreas Steno Larsen fra Nordea konkluderer, at den seneste tid inflation overordnet set har været en fordel for bitcoin. Han er dog samtidig spændt på, hvad der sker, nu hvor de store centralbanker pønser på at stramme de pengepolitiske håndtag som reaktion på udbredte inflationsbekymringer.

»Personligt kan jeg frygte, at det har den modsatte effekt på historien, og jeg tror, det udgør den største risiko på området. Først og fremmest, fordi det vil lægge låg på inflationen, men også den velkendte fortælling om, at centralbankerne bare printer dollars, euro og yen i massevis,« siger han.

Læs også
Top job