Økonomi

Analytiker: Nye kursfald giver mørke udsigter for danske aktier i 2022

De seneste ugers store fald i C25-indekset er resultatet af, at de danske aktier er højt prissatte, og det kan få konsekvenser for aktierne i 2022, mener Nordnets investeringsøkonom.

For anden gang på blot to uger har investorerne i massevis vendt ryggen til danske aktier og sendt C25 ned i et knaldrødt territorie. Med et fald på 2,6 pct. oplevede det danske eliteindeks dets tredjeværste handelsdag i år.

Til sammenligning faldt aktierne i det europæiske STOXX 600-indeks med omkring 1 pct., mens amerikanske S&P 500 startede handlen med en stigning på omkring 0,5 pct.

Forskellen er måske kendetegnene for, hvad investorerne må forvente af danske aktier i 2022, mener Per Hansen, der er investeringsøkonom i investeringsbanken Nordnet.

»Prisfastsættelsen af aktierne er igen i centrum efter flere år, hvor de lave renter har ført til stigninger. Noget af det, vi har set i dag, er sandsynligvis en forsmag på, hvad vi får at se i 2022, hvor det sagtens kan ende med, at de danske aktier kommer til at give lavere afkast end forventet,« siger han.

Netop renterne har været et af omdrejningspunkterne for de finansielle markeder de seneste dage. For nylig sagde chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, i en tale til Senatet, at han ønsker at sende ordet ”midlertidig” på pension i forbindelse med den høje inflation.

Udtalelsen indikerer, at den amerikanske centralbank vil nedtrappe dens opkøb af obligationer og hæve renten hurtigere end ventet. På samme tid spøger den nye coronavariant i kulissen og truer den globale økonomi.

»Investorerne er nervøse for, at det vil få aktierne til at give sig – og det rammer Danmark. Når prisfastsættelsen er i fokus, vil danske aktier være nogle af de dyreste i verden målt i forhold til indtjening,« siger Per Hansen.

På samme tid betragtes Danmark ifølge analytikeren som et ”randområde” af udenlandske investorer, som står for 60-70 pct. af handelsvolumen. Når der sker store bevægelser, er det oftest dem, som står for køb og salg.

Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i PFA, er enig i, at dagens fald er et delvist resultat af, at de udenlandske investorer ser væk fra danske aktier.

»Danmark har haft en stærk status, fordi selskaberne har klaret det godt. Så længe, de har leveret varen, har de globale investorer været sultne efter enkeltaktierne. Men så snart selskaberne ikke leverer, hvilket de ikke har gjort i den seneste regnskabssæson, trækker investorerne sig,« siger hun.

Hun minder dog om, at danske aktier har haft et godt år, hvor de også på det seneste har fulgt godt med til trods for den negative stemning i Europa.

»Normalt klarer de danske aktier sig godt, så snart der er risikostemning i markedet. Men nu har vi set det modsatte, og det er til dels fordi, enkelte selskaber, som fylder en del i C25, ikke har leveret på indtjeningsvæksten. Så ser faldene værre ud, end de egentlig er,« siger Tine Choi Danielsen.

Torsdag var C25-sværvægtere som Ambu, DSV, Vestas, Ørsted og Demant, malet røde med fald på 3-5 pct. Per Hansen fra Nordnet påpeger, at der er tale om aktier med høje kurser i forhold til indtjening, og at det har været oplagt for investorer at sælge ud af dem for at søge over i ”billigere” aktier.

»Er det dårlige selskaber? Nej, de gør det knaldhamrende godt. Men hvis vi udelukkende har fokus på prisfastsættelsen, kan de ende i den negative gryde, hvor investorerne sælger dem for at købe andre,« siger han.

Han mener dog, at en lang række danske aktier fortsat er lavt prissatte.

»Nogle af de aktier, der har klaret det bedre i dag, er dem, der har klaret det relativt dårligt de seneste fire år. ISS, FLSmidth, Tryg og Lundbeck er f.eks. aktier, som er lavt prissatte og har noget at vinde, hvis vi ender i et regime, hvor både inflationen og renterne stiger,« spår Per Hansen.

Læs også
Top job