Naturgassen stiger mere end 50 pct. på invasionen af Ukraine
Prisen er nu nidoblet inden for de seneste 12 mdr., og den regning ender hos forbrugerne.
LONDON – Frygten for et stop for al naturgas fra Rusland har i skrivende stund sendt priserne op med mere end 52 pct.
Dermed koster naturgas nu otte gange så meget som for præcis ét år siden.
Foreløbig er der ingen rapporter om ændringer i strømmen af naturgas fra Rusland til Europa.
Naturgaspriserne er i forvejen kraftigt påvirket af energiprischokket, og situationen er nu forværret af den russiske invasion af Ukraine.
Danske naturgaskunder må forberede sig på, at energiprischokket ikke vil foretage sig foreløbig.
Næsten halvdelen af Europas import af naturgas kommer fra Rusland, og det er den, der nu kan komme i fare som følge af krigshandlingerne og de sanktioner, der ventes senere i dag.
Al naturgas fra Rusland importeres via rørledninger, hvoraf de største er Nord Stream langs Østersøen direkte til Tyskland samt hovedrørledningerne gennem Hviderusland og Ukraine. Herudover leveres der også naturgas via Sortehavet og Tyrkiet til Sydeuropa.
Herudover kommer naturgas via rørledninger fra Norge og Algeriet, mens resten i stigende omfang leveres i form af flydende naturgas fra fjerne leverandører som Qatar, USA og Australien.
Ved middagstid torsdag strømmer naturgassen uforstyrret gennem rørledningen via Ukraine, oplyser den ukrainske sytemoperatør GTSOU.
Det statsejede russiske gaseksportmonopol Gazprom regner med at sende 83 mio. kubikmeter naturgas gennem rørledningen mod 60 mio. kbm. onsdag.
Heller ikke Ukraines egenproduktion af naturgas er indtil videre berørt, oplyser statsselskabet Naftogaz.
Konkret er den største udfordring i Europa, at lagrene af naturgas befinder sig på det laveste niveau i mange år.
Foråret er i anmarch i Sydeuropa, hvilket mindsker de potentielle konsekvenser af invasionen af Ukraine, hvorimod Nordeuropa fremdeles befinder sig i fyringssæsonen uagtet, at foråret formelt begynder på tirsdag.
Adskillige laster af flydende naturgas har kurs mod Europa, mens dels er der relativt få modtageanlæg, dels vil lasterne ikke kunne opveje de beskedne lagre. De hårdest ramte naturgaslagre i Europa har kun 3-5 pct. naturgas tilbage.

