- Artiklen opdateres
Nationalbanken: Så hårdt vil det ramme, hvis Rusland lukker for gassen
Væksten vil blive meget hårdt ramt og inflationen vil stige betragteligt, hvis Rusland lukker for eksporten af olie og gas, vurderer Nationalbanken.
Den danske økonomi vil blive ramt meget hårdt, hvis konflikten mellem Vesten og Rusland eskalerer som følge af krigen i Ukraine, og der fra russisk side bliver lukket for eksporten af gas og olie til Danmark og resten af verden.
Det vurderer Nationalbanken i sin prognose for Danmarks økonomi. Vurderingen er et såkaldt risikoscenarie, og der er altså ikke tale om det scenarie, som vurderes at være mest sandsynligt.
»Det vil formentlig føre til rationering af produktionen og kraftige olie- og gasprisstigninger både herhjemme og i andre berørte lande,« skriver Nationalbanken.
Ca. 40 pct. af det europæiske forbrug af naturgas kommer fra Rusland, og i flere lande i Europa kommer alt naturgas fra Rusland. Derfor vil det ramme europæisk økonomi hårdt, hvis der pludselig ikke længere kommer gas via rørledningerne fra Rusland.
Mens Nationalbanken i sit hovedscenarie venter, at væksten i år vil lande på 2,1 pct., vil der i et scenarie, hvor Rusland lukker for eksporten af gas og olie bliver skåret 1,2 pct.point af væksten, så den vil falde til 0,9 pct.
Risikoscenariet er ikke taget ud af det blå. Fra russisk side har man allerede truet med at lukke for gasledningen. Denne udtalelse kom fra Alexander Novak, vicepremierminister i Rusland, efter at USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, havde udtalt, at amerikanerne og deres allierede overvejede at forbyde import af russisk olie.
Krigen i Ukraine har allerede ført til markant højere gaspriser i Europa, og hvis der bliver lukket for de to russiske energikilder, vil det få inflationen til at stige endnu mere, end der allerede er lagt op til.
I hovedscenariet venter Nationalbanken, at forbrugerpriserne i år vil stige med 4,9 pct., men i risikoscenariet kan inflationen nå op på 8,8 pct.
»Et sådant forløb vil indebære egentlige aktivitetsfald gennem 2022, så økonomien vil være tæt på neutral kapacitetsudnyttelse,« lyder det fra Nationalbanken.
I risikoscenariet vil det danske arbejdsmarked også blive påvirket. Det vil nemlig føre til højere ledighed end i hovedscenariet - både i år og til næste år. Ledigheden vil i risikoscenariet nå op på 107.000 i 2023, hvilket er 33.000 mere end i hovedscenariet.
»Scenariet tager dog ikke højde for modgående tiltag i den økonomiske politik. Økonomiens stærke udgangspunkt giver et afsæt for, at væksten i Danmark – selv i et sådant hårdt scenarie – hurtigt vil vende tilbage, efterhånden som de umiddelbare stød til økonomien fortager sig,« skriver Nationalbanken.