»Det er helt utroligt«: For syvende måned i træk har arbejdsmarkedet sat rekord
Det danske arbejdsmarked fortsætter sin rekordstime. Årets første måned bød på en stigning i antallet af lønmodtagere på 4.000 personer, og dermed nåede den samlede beskæftigelse op på 2.918.861, når der tages højde for sæsonudsving. Det er det højeste nogensinde i statistikkens historie, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Med tallene for januar står det klart, at beskæftigelsen er steget 12 måneder i træk, og det er samtidig den 7. måned i træk, at der bliver sat rekord.
»Det er helt utroligt, det vi ser på arbejdsmarkedet i øjeblikket. Den stærke udvikling har været båret godt på vej af en imponerende genopretning af dansk økonomi i 2021, hvor vi både har set et stort comeback til eksporten og et stigende privatforbrug,« skriver Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, i en kommentar.
I Ledernes Hovedorganisation hæfter man sig ved, at der nu er 157.000 flere lønmodtagere i beskæftigelse end for bare et år siden. Samtidig peger man dog på, at væksten i beskæftigelsen i januar og december har været lavere end i de foregående måneder.
»Det skyldes primært nedlukningerne, og vi vil formentlig se lidt højere fart de kommende måneder på grund af genåbningen, hvis virksomhederne vel at mærke kan finde den arbejdskraft, de efterspørger,« skriver Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, i en kommentar.
Flere økonomer peger på, at krigen i Ukraine rammer økonomien og dermed kan få indflydelse på den danske beskæftigelse.
»Det er klart, at hvis afmatningen bliver kraftig nok, vil det også kunne ses på arbejdsmarkedet, og det kunne for eksempel være, hvis Ruslands energieksport bliver helt afskåret. Den største risiko for et fald i beskæftigelsen er måske, at verden kan løbe ind i en økonomisk afmatning eller recession i 2023 eller 2024, nu hvor renten er på vej op, og måske vil være nødt til at stige temmelig meget for at få styr på inflationen. Men ind til videre ser det ud til, at det stadig vil være noget nemmere end normalt at finde et job i Danmark,« skriver Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.