Priserne fortsætter med at brage i vejret: Her når inflationen rekordniveau
Inflationen i eurozonen er steget mere end ventet, og den har nu igen nået et rekordhøjt niveau.
Prisstigninger klemmer europæernes pengepunge i et omfang, der aldrig tidligere er set. I marts nåede inflationen i eurozonen nemlig op på 7,5 pct., viser nye tal fra Eurostat. Det er ikke kun markant højere end ventet. Det er også med afstand den højeste inflation, der nogensinde i målt i euroland.
»Det er en voldsom høj inflation, vi er vidne til i øjeblikket. I mange år har vi været vant til stabil, lav inflation i euroområdet, men i løbet af det seneste år er inflationen skudt i vejret,« skriver Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Danske Erhverv, i en kommentar.
Inflationen begyndte for alvor at stige i anden halvdel af 2021, og de seneste fem måneder har prisstigningerne i eurozonen sat rekord. På forhånd var det ventet, at inflationen i eurozonen ville lande på 6,7 pct. for marts, men den lå altså 0,8 pct.point over, hvad økonomerne havde ventet.
Det er især højere energipriser, som har trukket inflationen op. Men prispresset kan også aflæses i den såkaldte kerneinflation, hvor energi- og fødevarepriser bliver pillet ud af ligningen.
Blandt økonomerne er der en forventning om, at inflationen ikke har toppet endnu. Det skyldes i høj grad krigen i Ukraine.
»Efter Ruslands invasion af Ukraine er mange råvarer steget kraftigt i pris, og det betyder desværre, at inflationen kan blive endnu højere i de kommende måneder,« skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.
Derudover er der blandt økonomerne også enighed om, at presset på Den Europæiske Centralbank (ECB) med dagens tal er steget endnu mere.
ECB har nemlig en målsætning om, at inflationen skal ligge på 2 pct. Med den krølle, at det er på mellemlangt sigte. Formuleringen dækker over, at inflationen i en periode gerne må ligge over 2 pct., hvis den i en periode har ligget under 2 pct.
»ECB står i den meget svære situation, hvor den skal balancere målet om at få tøjlet inflationspresset over for risikoen for at skubbe økonomien ud over kanten med opstramninger i en situation, hvor forbrugerne i forvejen er pressede,« skriver Bjørn Tangaa Sillemann, der er senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar.