Fortsæt til indhold

Danske Bank: Risikoen for dansk økonomi er steget

Den danske økonomi er stærk, men den står over for en afmatning, lyder det i en ny prognose fra Danske Bank.

Den danske økonomi kan blive ramt af udefrakommende faktorer fra både øst og vest, lyder det fra Danske Bank. Foto: Per Folkver
Økonomi

Det kan næsten kun gå ned ad bakke for Danmarks økonomi herfra. Og risikoen for en egentlig krise er steget. Sådan lyder det fra Danske Bank i en ny prognose, hvor der bliver peget på, at den danske økonomi kan blive ramt fra to sider.

»Fra et godt udgangspunkt er vores hovedscenarie afmatning med risiko for egentlig tilbagegang,« skriver Danske Banks økonomer i prognosen.

Ved første øjekast kunne det på overfladen ligne, at man i Danske Bank ser lysere på den økonomiske udvikling i år end tidligere. Skønnet for væksten i bruttonationalproduktet (BNP) i år er nemlig hævet fra 2,5 pct. i den foregående prognose til 3,5 pct.

Bag opjusteringen ligger dog det faktum, at en høj vækst i slutningen af 2021 har givet et højt udgangspunkt for i år. Derfor vil fremgangen i løbet af året være meget beskeden.

I prognosen hæfter man sig i Danske Bank ved, at arbejdsløsheden i øjeblikket er på et ekstremt lavt niveau. De seneste tal viser, at antallet af ledige i februar i år lå på 72.800. Det er tæt på det laveste niveau i statistikkens historie. Dette blev registreret i juni 2008 med 66.578 ledige.

»Økonomiens kapacitet er tæt på at være fuldt udnyttet. Derfor er det ikke realistisk med fortsat høj vækst, selv hvis efterspørgslen overrasker positivt. Risikoen er overvejende nedad, og den er også vokset,« lyder det i prognosen.

Risikoen for, at det kommer til at gå økonomien værre, end Danske Banks hovedscenarie kommer både fra øst og vest. Krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland har allerede skubbet til inflationen, men omvendt kan en del af flygtningene fra Ukraine potentielt kan komme ind på arbejdsmarkedet og dermed øge kapaciteten.

»Ikke desto mindre udgør krigen, sanktionerne og råvareforsyningen en klar risikofaktor for et så stort fald i efterspørgslen, at vi får en egentlig krise og en mærkbar stigning i arbejdsløsheden, selv om det nok vil kræve yderligere eskalering,« lyder det fra Danske Bank.

Truslen fra vest kommer ikke fra krig, men derimod fra den økonomiske udvikling.

»Den meget høje inflation gør det nødvendigt at bremse op gennem stramning af pengepolitikken især i USA, og det kan udløse en såkaldt hård landing i form af en periode med fald i bnp og stigning i ledigheden i 2023 eller 2024, som også vil kunne ses i Danmark. Den risiko må siges at være stor,« skriver Danske Bank.