Europamester: Tre på stribe for dansk økonomi
Kun to lande i EU havde overskud på den offentlige saldo i 2021 - Danmark har de flotteste offentlige finanser.
For tredje år i træk har Danmark EU’s stærkeste offentlige finanser.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at overskuddet på den offentlige saldo (ØMU-saldoen) lå på 58,7 mia. kr. svarende til 2,3 pct. af BNP sidste år.
Kun Danmark og Luxembourg havde overskud på den offentlige saldo, mens resten af landene i EU-27 havde underskud.
Tilmed havde Danmark et større overskud på de offentlige finanser end Luxembourg. EU-landene havde i gennemsnit et underskud på 4,7 pct. af BNP i 2021.
»Alle andre EU-lande ser i øjeblikket med stor misundelse på de danske offentlige finanser, der er kommet flot igennem coronakrisen,« siger seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv i en kommentar til tallene.
I 2020 var underskuddet på den offentlige saldo blot 0,2 pct. af BNP, mens overskuddet på den offentlige saldo var 4,1 pct. af BNP i 2019. Danmark er dermed helt i top blandt EU-landene, når det gælder de offentlige finanser.
Ifølge Dansk Erhverv er forklaringen, at dansk økonomi er kommet flyvende ud af coronakrisen med rekordhøj beskæftigelse. Samtidig har en positiv udvikling på aktiemarkedet øget indtægterne fra pensionsafkastskatten. Dertil har udbetalingen af danskernes indefrosne feriepenge på i alt 32 mia. kr. i 2021 givet statskassen en ekstraordinær skatteindtægt.
»Det er naturligvis fremragende nyt, at vi ikke står med en stor regning ovenpå coronakrisen. Det er i modsætning til mange nabolande i EU, der har oplevet store underskud på de offentlige finanser i løbet af coronakrisen. Dermed står Danmark med et stærkt udgangspunkt, hvis væksten går ned i gear, og vi oplever modvind for de offentlige finanser,« siger Kristian Skriver.
Selv om det ser rosenrødt ud for de offentlige finanser, så advarer Dansk Erhverv politikerne ”mod at udvide den offentlige sektor eller at slippe tøjlerne i finanspolitikken.”
»På trods af at vi har EU’s bedste offentlige finanser, er det dog ikke det rette tidspunkt at søsætte større finanspolitiske lempelser. Det er nødvendigt, at de checks, der potentielt skal udbetales til udvalgte grupper, bliver finansieret ved eksempelvis at dæmpe den offentlige beskæftigelse. Ellers vil det øge kapacitetspresset på dansk økonomi yderligere,« siger Kristian Skriver.
Der er i dag 34.000 flere offentligt ansatte end før coronakrisen.