- Artiklen opdateres
Dramatiske kursfald på børsen i New York
De amerikanske aktier lukkede torsdag aften med store minusser hos alle tre ledende indeks.
Børsen på Wall Street i New York lukkede torsdag aften dansk tid efter en markant tilbagegang.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks skrumpede hele 5 pct. S&P 500-indekset faldt 3,5 pct., og Dow Jones-indekset blev noteret for en tilbagegang på 3,1 pct., da dagen var omme.
Den dårlige stemning nåede også tidligere på dagen at smitte negativt af på de danske aktier, der vendte et stort plus til røde tal. Det danske eliteindeks, C25, lukkede 0,6 procent lavere, efter at have været oppe med 1,7 procent tidligere på dagen.
Nedturen skal ses i lyset af solide stigninger i USA onsdag aften ovenpå centralbankens rentemelding.
Frygten for at inflationen vil løbe løbsk for USA’s centralbank fylder tilsyneladende meget.
På pressemødet i forlængelse af Feds’ beslutning om en rentestigning på 0,5 pct. point onsdag fortalte Jerome Powell, at der trods planer om løbende rentestigninger endnu ikke er planer om fremtidige rentestigninger på 0,75 pct. point på én gang.
Op til præsentationen og efter pressemødet fra Fed steg de to amerikanske aktieindeks Dow Jones og S&P 500 med over 1,5 pct. Det amerikanske Nasdaq-indeks steg med omkring 1 pct. Men torsdag var situationen markant anderledes.
Alle 30 aktier i Dow Jones-indekset endte med at falde i værdi. Alle 11 S&P-sektorer endte med kursfald. Kun 20 af indeksets 500 navne ikke endte i rødt.
I it-sektoren var det især store navne som Apple og Microsoft, der trak ned med fald på henholdsvis 5,6 og 4,4 pct.
Også Elon Musk, stifteren af Tesla, trak overskrifter torsdag, hvor han rygtedes som ny midlertidig topchef for Twitter. Tesla blev registreret for en nedtur på 8,3 pct., da dagen var omme.
Dollaren fik endnu et skub opad til 7,08 kroner, mens den tiårige amerikanske statsrente steg til 3,08 procent, som er det højeste niveau siden 2018.
Med dagens aktienedtur er det amerikanske aktiemarked ikke just kommet videre godt ind i maj måned efter en april måned, der også bød på en generel nedtur.
I april faldt S&P 500 8,8 pct., Dow Jones tabte næsten 5 pct., hvilket er den dårligste måned siden marts 2020. Helt ringe stod det til for Nasdaq, som er særligt følsomme overfor rentestigninger, idet det på indeksniveau mistede mere end 13 pct. i sidste måned, som er det dårligste resultat siden oktober 2008.