USA’s centralbank annoncerer stor rentestigning for at tvinge inflationen ned
Flere rentestigninger er den amerikanske centralbank, Federal Reserves, modsvar til høje inflationstal i USA.
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), fortsætter med de bastante rentestigninger i bestræbelserne på at tvinge inflationen ned.
Centralbanken har onsdag valgt at hæve renten med 0,75 pct. point. Det betyder, at den toneangivende rente nu ligger mellem 1,50 og 1,75 pct.
Det er meddelt onsdag aften i en pressemeddelelse fra Fed.
Det er første gang siden 1994, at renten på to hinanden følgende møder i den pengepolitiske komité bliver hævet med minimum et halvt procentpoint, og altså i dette tilfælde med 0,75 pct. point.
Hos en række analytikere og eksperter var et renteløft på 0,50 pct.point ventet indtil i går, men centralbanken valgte altså de 0,75 pct.point.
Op til netop aftenens rentemøde i USA har de finansielle markeder været præget af frygten for inflation, stigende renter og recession. Det ligger samtidig fast, at vi med stor sandsynlighed kommer til at opleve en lignende rentestigning allerede i næste måned.
På det efterfølgende tv-transmitterede pressemøde fastslog Jerome Powell nemlig, at banken på sit møde i juli sandsynligvis igen vil hæve den toneangivende rente med 50 eller 75 basispoint.
»Fra dagens perspektiv vil en stigning på enten 50 eller 75 basispoint være mest sandsynlig ved vores næste møde. Vi forventer, at de løbende rentestigninger vil være passende,« lød meldingen fra Powell.
»Tempoet i disse ændringer vil fortsat afhænge af indkommende data og udviklingen i udsigterne for økonomien. Det er klart, at dagens stigning på 75 basispoint er usædvanlig stor, og jeg forventer ikke, at ændringer af denne størrelse bliver almindelige.«
Jerome Powell vurderer, at pengepolitikken skal op i et restriktivt niveau for at få bugt med inflationen.
»Når vi nærmer os slutningen af året, er vi et sted, hvor vi vil have en restriktiv pengepolitik, hvilket er passende med en 40-årig høj inflation. Vi ved dog ikke hvor restriktiv.«
Den amerikanske centralbank og Jereme Powell melder også, at der nu er et mere negativt syn for 2022 om den økonomiske vækst i USA.
Den lander ifølge prognosen på 1,7 pct, mens Fed forudså 2,8 pct. i marts og 4 pct. tilbage i december. For de kommende to år er der nu en forventning om en amerikansk vækst på 1,7 og 1,9 pct.
Om den markante renteforhøjelse skriver cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar:
»Dagens ekstraordinære renteforhøjelse viser med al tydelighed, at den amerikanske centralbank nu har sat alle midler i brug for at få nedbragt den historisk høje inflation.«
Han fortsætter samtidig:
»Der er desværre ingen tvivl om, at den amerikanske centralbank er kommet alt for sent i gang med at hæve renten. Inflationen er simpelthen ved at køre fra dem. Det betyder også, at der nu er udsigt til en række store renteforhøjelse i resten af 2022.«
I Danske Bank skriver chefanalytiker Mikael Olai Milhøj i en kommentar om renteforhøjelsen bl.a.:
»Den amerikanske centralbank har da også erkendt, at man set i bakspejlet er kommet for sent i gang med at stramme pengepolitikken, og derfor er der brug for at træde hårdere på bremsen, end man almindeligvis ville gøre. Risikoen ved ikke at gøre det er, at økonomien løber løbsk, og den høje inflation bider sig fast.«

