Fortsæt til indhold

Erhvervenes tillid til økonomien dykker og skuffer

I eurozonen er erhvervstilliden i juli igen faldet, og det med mere end ventet, viser nye tal fra S&P Global. Faldet tyder på en sammentrækning af økonomien.

Der er høj risiko for, at den europæiske økonomi står overfor et tilbageslag, mener økonom Lisette Rosenbeck Christensen. Foto: Dado Ruvic/Reuters
Økonomi

Europæiske virksomhedsledere har i disse dage sortsyn, hvad angår økonomien, og det ser værre ud end ventet. Det er, hvad eksperter konkluderer på baggrund af en undersøgelse af erhvervstilliden i eurozonen.

Samlet er det toneangivende PMI-indeks for eurozonen, som er et udtryk for virksomhedslederes forventninger til økonomiens udvikling, faldet til det laveste niveau målt i 17 måneder.

Det viser den rapport, som analyseinstituttet S&P Global fredag udgav.

»Dagens tal er en rungende skuffelse for erhvervstilliden. Det peger på, at økonomien virkelig mister fart, og der er reel tilbagegang på vej hos virksomhederne,« udtaler økonom Lisette Rosenbeck Christensen fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar til rapporten.

Hun peger på, at den høje inflation gør ondt på efterspørgslen, og at der generelt er usikkerhed om økonomien i Europa som følge af krigen i Ukraine. Høje energipriser og pres på forsyningskæderne globalt bidrager også til den nedtrykte stemning.

»Det samlede billede peger på, at vi er trådt ind i et nyt kvartal, hvor der er udsigt til negativ vækst i eurozonen,« lyder det fra Lisette Rosenbeck Christensen.

Det sæsonkorrigerede PMI-indeks, der inkluderer samtlige brancher, faldt til 49,4 i juli fra 52,0 i juni.

Værdier over 50 betyder, at et gennemsnit af de adspurgte virksomhedsledere, vægtet efter virksomhedernes størrelser, giver udtryk for, at omstændighederne for deres forretning er bedre end i den foregående periode, mens værdier under 50 indikerer det modsatte.

Faldet kan ifølge S&P Global betragtes som en tidlig indikator på, at eurozonens økonomi er i færd med at trække sig sammen.

Både Bloomberg og Reuters havde på forhånd foretaget stikprøver, der viste, at indekset ville falde, men begge undersøgelser endte alligevel med at ramme ved siden af skiven, da faldet var væsentlig større end forventet.

Ser man bort fra måneder med nedlukning forårsaget af pandemien, er det første gang siden juni 2013, at PMI-indekset peger på en sammentrækning af økonomien i eurozonen.

Den største bekymring for virksomhedslederne er ifølge S&P Globals undersøgelse, at producenter ikke sælger de forventede mængder og derfor ligger inde med varelagre af hidtil uset størrelse.

»Produktionen vil sandsynligvis være nødt til at mindskes, som virksomheder tilpasser sig et miljø med lavere efterspørgsel, hvad i høj grad vil være forbundet med højere priser,« lyder det fra Chris Williamson, cheføkonom for S&P Global Market Intelligence i rapporten.

Artiklens emner
Inflation
Europæisk økonomi