Lars Rohde vil stoppe som chef for Nationalbanken
Lars Rohde ønsker at stoppe som øverste chef for Nationalbanken ved udgangen af januar 2023.
Danmark skal have en ny chef for Nationalbanken inden for få måneder. Lars Rohde, der har stået i spidsen for Nationalbanken de seneste næsten 10 år, har nemlig meddelt regeringen, at han ønsker at fratræde sin stilling ved udgangen af januar næste år for at gå på pension.
Det oplyser Nationalbanken i en pressemeddelelse.
»Det har været et stort privilegium at arbejde sammen med så mange dygtige og dedikerede kolleger i alle disse år. Jeg har også sat stor pris på det samarbejde, der har været med myndigheder og skiftende regeringer, ligesom jeg har værdsat den løbende dialog med finanssektoren,« udtaler Lars Rohde.
Lars Rohdes fratrædelse kommer små to år efter, at Hugo Frey Jensen, tidligere nationalbankdirektør, også forlod direktionen.
Lige nu sidder Per Callesen og Signe Krogstrup i Nationalbankens direktion sammen med Lars Rohde, der først formelt går på pension ved udgangen af januar næste år.
Om end en smule før planlagt, så kommer det ikke som nogen overraskelse, at der snart skulle findes en ny nationalbankdirektør.
Ifølge reglerne må man nemlig kun bestride den stilling indtil man fylder 70 år, så den nu 68-årige Lars Rohde skulle alligevel senest være stoppet som øverste chef for Nationalbanken til april 2024
Lars Rohde kom fra en stilling som direktør for Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), da han i 2013 overtog i Nationalbanken efter Nils Bernstein.


