Tidligere bankchef deler Nobelprisen i økonomi med professorer
Tre amerikanske økonomer får årets Nobelpris i økonomi for deres forskning i banker og finanskriser.
Ben S. Bernanke, som er USA’s tidligere centralbankchef, deler årets Nobelpris i økonomi med Douglas W. Diamond og Philip H. Dybvig, oplyser det kongelige svenske videnskabsakademi ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De tre får prisen for deres forskning i banker og finanskriser.
- De har forbedret vores forståelse for bankernes rolle i økonomien væsentligt og specielt under finanskriser. Et vigtigt fund i deres forskning er, hvorfor det er vigtigt at undgå bankkollaps, lyder det fra akademiet i motiveringen.
Bernanke var centralbankchef i USA fra 2006 til 2014 under præsidenterne George W. Bush og Barack Obama. Han hyldes for sin analyse af Depressionen, som var en omfattende økonomisk krise i 1930’erne.
Diamond og Dybvig, som begge er professorer ved henholdsvis Chicago-universitetet og Washington Universitet i Missouri, bliver hædret for at vise, hvordan banker ”tilbyder en optimal løsning” ved at fungere som mellemmand mellem opsparing og investering.
Det bliver den svenske konge Carl Gustav, som kommer til at overrække prisen. Det sker ved en formel ceremoni i Stockholm 10. december.
Sammen med prisen følger 10 millioner svenske kroner svarende til knap syv millioner danske kroner.



