Her er der ved at opstå sprækker på arbejdsmarkedet
Der er stor forskel på, hvordan beskæftigelsen har udviklet sig på tværs af Danmark i år.
Det danske arbejdsmarked er braget frem, siden coronakrisen skyllede ind over landet. Men under overfladen kan man nu så småt ane konturerne af sprækker, viser en opgørelse, som Ledernes Hovedorganisation har lavet for Finans.
Opgørelsen er lavet på baggrund af data fra Jobindsats. Den er lavet i forhold til arbejdsstedet og ikke bopæl og endelig er tallene korrigeret for sæsonudsving.
»Der er begyndt at komme større geografisk variation i forhold til, hvordan beskæftigelsen udvikler sig,« siger Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation.
Ser man på udviklingen i beskæftigelsen siden januar 2020 har der været fremgang i alle egne af landet. I alle af de otte såkaldte Regionale Arbejdsmarkedsråd har beskæftigelsen været positiv, men ser man på udviklingen siden begyndelsen af i år, tegner der sig et andet billede.
Siden årsskiftet er beskæftigelsen på landsplan gået 1 pct. frem, men den er samtidig gået tilbage i tre af otte regioner. Den største tilbagegang finder man i Vestjylland, hvor tilbagegangen lyder på minus 0,9 pct. Herefter følger Bornholm med minus 0,7 pct. og Nordjylland med 0,4 pct.
Tager man skridtet fra at se på de særlige regioner til udviklingen i år på kommunalt plan, indtager Læsø, Holstebro, Gribskov, Glostrup og Favrskov bundplaceringerne. Faldet i disse kommuner spænder mellem minus 9,7 pct. til minus 2 pct.
Fra Ledernes Hovedorganisation lyder det, at udviklingen siden årsskiftet kan kobles til de stigende energipriser.
»Energikrisen har en slagside, da den er slået hårdere igennem i nogle dele af lande end i andre. Og det påvirker også beskæftigelsen,« siger Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation.
Koblingen her er, hvilken energiform der er mest udbredt i et givent område og erhvervssammensætningen.
»Den tunge industri er hårdere ramt, og der ligger ikke så meget tung industri i København K,« siger Niklas Praefke.
»Hvis himmelflugten i energipriserne var fortsat, havde det formentlig set værre ud. Men jeg kan samtidig godt være bekymret for, at vi er på vej ind i en krise, hvor beskæftigelsen falder. Og så kan udviklingen i år være et forvarsel om, hvad der kommer til at ske. Nemlig, at den geografiske variation bliver endnu større,« siger Niklas Praefke.