Vismænd skyder igen med skarpt mod politikernes klimaværktøj
De Økonomiske Vismænd har igen udsendt en rapport, som viser, at den CO2-afgift, der er aftalt fra politisk hold, ikke er høj nok.
Der bliver igen skudt med skarpt på et af de vigtige værktøjer, som skal få Danmark hele vejen over målstregen på klimaambitionerne. Skuddene kommer igen fra De Økonomiske Vismænd, og de er igen rettet mod den C02-afgift, som er en del af den grønne skattereform for industrien, som et politisk flertal bestående af V, K, SF, De Radikale og regeringen blev enige om i december 2020.
C02-afgiften er en central del af målsætningen om, at udledningen i 2030 skal reduceres med 70 pct. i forhold til 1990-niveauet, og afgiften er blevet fastsat til at ligge på 750 kr. pr. ton for virksomheder uden for EU’s kvotesystem. Men det er altså ikke en høj nok afgift, lyder det nu igen fra De Økonomiske Vismænd.
»Vores beregninger viser, at aftalen om grøn skattereform for industrien bidrager til reduktioner, men det er vores vurdering, at den nødvendige afgift for at nå 70 pct.-målsætningen er højere end de 750 kr. pr. ton CO2, der følger af klimaaftalen for industrien, også selvom den udvides til at dække landbruget,« udtaler Miljøøkonomisk vismand Lars Gårn i en pressemeddelelse.
Fra De Økonomiske Vismænd lyder det, at der er brug for en ensartet C02-afgift på ca. 1.000 kr. pr. ton for at nå 2030-målet. Det ligger i tråd med tidligere beregninger fra vismændene, som viste, at CO2-afgiften skulle op på ca. 1000 kr. pr. ton for at få Danmark i mål.
Og fra vismændene lyder det samtidig, at en C02-afgift vil tilskynde industrien til at energieffektivisere, skifte energiformer eller sende regningen videre, så varer med et højt klimatryk bliver dyrere.
»Vores analyser viser, at fremstillingsvirksomhederne reagerer på højere energipriser ved dels at reducere deres energiforbrug og CO2-udledninger, dels ved at øge deres salgspriser. Resultaterne dokumenterer dermed, at højere energipriser har ført til den type af tilpasninger, som er afgørende for, at en CO2-afgift vil få de forventede virkninger på udledningerne,« lyder det fra Lars Gårn.
Det er ikke den første rapport fra vismændene om den grønne skattereform, og der er også andre eksperter, der har set nærmere på, hvordan Danmark kan reducere udledningen med 70 pct.
I forbindelse med reformen blev der nedsat en ekspertgruppe, som fik til opgave at udarbejde en model for, hvordan man opnår en CO2-reduktioner på 70 pct. i 2030 uden at gøre for stor økonomisk skade på dansk erhvervsliv.
Fra ekspertgruppen lød det så, at det ikke var muligt at løse opgaven. I stedet havde ekspertgruppen lavet tre forskellige modeller, hvor forskellige hensyn blev vægtet.
»Der er et fundamentalt dilemma mellem ønsket om omkostningseffektivitet (lavest mulig samfundsøkonomisk omkostning for at nå 70 pct.-målsætningen) og ønsket om at undgå store erhvervsforskydninger og deraf følgende CO2-lækage, hvor produktionen og de tilhørende udledninger blot flytter til udlandet,« fremgik det af rapporten.