Inflationen er dykket, men økonomer venter hævet rente
Inflationen er faldet igen, men kerneinflationen vokser. Derfor vil Den Europæiske Centralbank se sig nødsaget til at hæve renten, og det vil også få betydning i Danmark, mener en økonom.
For anden måned i træk faldt inflationen i Eurozonen i december.
Det bekræfter reviderede tal fra Eurostat, den europæiske pendant til Danmarks statistik. Inflationen aftog fra 10,1 pct. i november til 9,2 pct. i i årets sidste måned.
»Den gode nyhed er, at inflationen, takket være faldende energipriser, er aftaget. Men den dårlige nyhed er, at prisstigningerne har bredt sig så meget i økonomien, at det vil tage en rum tid, før inflationen kommer ned på de 2 pct., som den Europæiske Centralbank (ECB) sigter efter,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Erik Bjørsted, cheføkonom i Dansk Metal.
Kerneinflationen, som er inflationen renset for energi og uforarbejdede fødevarer, er imidlertid hoppet fra 6,6 pct. til 6,9 pct., bemærker han.
Derfor vil det tage længere tid at nedbringe inflationen, mener Erik Bjørsted.
ECB, der har til opgave at holde priserne stabile og dermed holde styr på inflationen, har ad flere omgange hævet renten og signaleret strammere pengepolitik for at nå sit førnævnte mål om, at inflationen skal ligge på 2 pct.
»Når kerneinflationen vokser, vil ECB fortsat se sig nødsaget til at hæve renten. Det får også betydning herhjemme, fordi Danmark fører fastkurspolitik. Det betyder, at når ECB hæver renten, vil Nationalbanken følge trop for at holde kronens kurs overfor euroen fast,« tilføjer Erik Bjørsted.
Også Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv, hæfter sig ved kerneinflations udvikling.
»Der er fortsat et stort underliggende prispres. Det vil få ECB til at hæve renten med 0,5 procentpoint ved det kommende rentemøde,« skriver han.
Han kalder derudover faldet i inflationen for en »kærkommen nyhed for europæerne«. Faldet ses generelt på tværs af de europæiske lande.
»Den lavere inflation er primært trukket af lavere energiinflation. En kombination af tilskudsordninger og lavere priser på olie og gas har fået energiinflationen til at aftage kraftigt. Ser vi længere ind i 2023, er der meget, der tyder på, at inflationen vil aftage yderligere,« skriver han i en kommentar.
Han henviser til faldende priser på energi, råvarer og fragt. Dertil ventes rentestigninger i euroområdet dæmpe aktiviteterne og hermed inflationen.
»Vi venter, at mod slutningen af i år vil inflationen aftage til godt 2 pct. Den store joker er dog, hvorvidt der kommer en løn- og prisspiral. Hvis det sker, er det fuldstændig urealistisk, at inflationen nærmer sig 2 pct. i år,« skriver han.
»Selvom usikkerheden er stor, er der udsigt til, at inflationskrisen ebber ud mod slutningen af 2023. Det er fortsatte prisfald på energi, råvarer og fragt samt de højere renter og aftagende globale efterspørgsel, der vil lægge en dæmper på inflationen i løbet af 2023.«