Fortsæt til indhold

For syvende måned i træk: Prisstormen aftager i USA

Selv om inflationen fortsætter med at aftage, går det ikke så hurtigt som ventet.

De amerikanske forbrugere har været ramt af de største stigninger i forbrugerpriserne i flere årtier.. Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
Økonomi

Bølgen af prisstigninger, som er skyllet ind over USA i tiden efter coronakrisen, fortsætter med at aftage i styrke. Men den seneste måned er det sket i et lavere tempo, end det på forhånd var ventet. Det viser den månedlige opgørelse fra Bureau of Labor Statistics.

Målt på årsbasis gik inflationen fra 6,5 pct. i december til 6,4 pct. i januar, og dermed er inflationen nu faldet syv måneder i træk.

Blandt økonomerne var det ventet, at inflationen ville aftage i januar, men de havde faktisk ventet et større fald. Konsensusforventningerne pegede nemlig i retning af et tal på 6,2 pct. Det samme var tilfældet med den såkaldte kerneinflation, hvor man ikke regner energi- og fødevarepriser. Denne endte i januar på 5,6 pct., mens forventningerne var et tal på 5,5 pct.

I Sydbank hæfter man sig ved retningen.

»Selvom inflationen endnu er alt for høj, så er den seneste udvikling i inflationen i den grad et skridt i den rigtige retning,« skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Det samme er tilfældet i Dansk Industri.

»Retningen er helt klart rigtig, men tempoet kunne godt være hurtigere,« skriver Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

Selv om inflationen fortsat er aftagende, viser dagens rapport fra Bureau of Labor Statistics dog, at der fortsat er et stykke vej igen, inden problemet med den høje inflation er væk. Målt på månedsbasis steg inflationen således med 0,5 pct., mens den såkaldte kerneinflation steg med 0,4 pct. i samme periode.

»Inflationsproblemet er stadig ikke løst. Priser, der stiger en halv pct. om måneden, passer ikke til en målsætning om 2 pct. inflation om året,« skriver Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Samme toner kommer fra Dansk Erhverv.

»Det er bekymrende nyt, at priserne steg så kraftigt over den seneste måned. Der er mange bump på vejen mod en normalisering af inflationen. Inflationen i januar er et af de helt store bump, der understreger, at der er et stort underliggende prispres i amerikansk økonomi,« skriver Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Inflationen i USA begyndte for alvor at røre på sig i løbet af foråret 2021, hvor den i april nåede op på 4,2 pct. Prispresset stoppede langt fra her, og inflationen toppede først i juni 2022, hvor den nåede op på 9,1 pct. Det højeste niveau i flere årtier.

Artiklens emner
Amerikansk økonomi
Økonomiske nøgletal