- Opdateret 10/03/2023 kl. 08:28
Prispresset falder, men ét tal går den gale vej
Mens den samlede inflation aftog lidt i februar, steg den såkaldte kerneinflation omvendt en anelse.
Presset på danskernes privatøkonomi fra de store prisstigninger, som er rullet ind over den danske økonomi, fortsætter med at aftage i kraft. Men omvendt går ét tal i den gale retning. Det er overskrifterne på de inflationstal for februar, som Danmarks Statistik har offentliggjort fredag morgen.
»Inflationen bevæger sig i den rigtige retning, men man kunne i den grad godt have ønsket sig, at inflationen faldt hurtigere,« skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i februar lød på 7,6 pct. målt på årsbasis mod 7,7 pct. i januar. Det er fjerde måned i træk, at inflationen peger nedad.
Omvendt steg den såkaldte kerneinflation, hvor man hiver fødevarer og energi ud af ligningen, fra 6,6 pct. i januar til 6,7 pct. i februar.
I Nykredit kalder man udviklingen i inflationen »bekymrende«.
»Det er ikke bare dagens meget beherskede fald i inflationen og stigningen i kerneinflationen, der giver panderykker. Under overfladen viste januar-målingen en lignede udvikling. For selvom inflationen i januar på overfladen faldt med hele 1,0 procentpoint, så var det stort set hele faldet drevet af skatter og afgifter. Renser man for dette, var faldet i januar beskedne 0,1 procentpoint,« skriver Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit i en kommentar.
I Dansk Erhverv hæfter man sig ved, at inflationen målt på månedsbasis steg med 0,9 pct. fra januar til februar.
»Det er et overraskende stort spring i priserne, der viser at inflationspresset i dansk økonomi fortsat er alt for stort. Dertil er det bestemt heller ikke opløftende læsning, at kerneinflationen tiltog,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.
Inflationen begyndte for alvor at stige i løbet af 2021, og den nåede det højeste niveau i mange årtier. I oktober nåede inflationen op på 10,1 pct.