Fortsæt til indhold

Styrtblødning: Skrantende bilsalg og grøn omstilling slår kæmpe hul i statskassen

Et bilsalg på hælene og en stigende andel af eldrevne biler solgt med afgiftsrabat har på to år skåret 7 mia. kr. af indtægterne.

Den grønne omstilling og et faldende bilsalg betyder, at statens indtægter fra bilafgifter er i frit fald. Arkivfoto: Casper Dalhoff
Økonomi

Bilafgifter er typisk en guldrandet forretning for statskassen, men på bare to år er indtægterne dykket næsten 40 pct.

Mens der i 2020 kom 18,6 mia. kr. i kassen fra bilafgifter, viser nye opgørelser, at indtægterne sidste år dykkede til 11,6 mia. kr. Det er det laveste niveau i mere end 10 år.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) forklarer bl.a. de blødende afgiftsindtægter med et skrantende bilsalg.

»Den vigende profil for registreringsafgiften skal bl.a. ses i lyset af, at antallet af nyregistrerede personbiler er faldet fra ca. 200.000 stk. i 2020 til ca. 150.000 stk. i 2022, hvilket skønnes at skyldes leveranceproblemer og usikkerhed om den økonomiske udvikling,« fremgår det af et svar, som ministeren netop har sendt til Folketingets skatteudvalg.

Trods et faldende bilsalg står bilmarkedet midt i en grøn omstilling, som betyder et stigende salg af ofte afgiftsfrie elbiler.

Et nærstudie af salgstallene viser, at mens elbiler i 2020 stod for 7 pct. af nybilsalget svarende til 14,218 solgte biler, blev der i 2022 solgt rekordhøje 30.798 elbiler svarende til 21 pct. af nybilsalget.

Samtidig blev der indregistreret 26.443 spritnye plug-in-hybridbiler, som også nyder godt af de lavere bilafgifter, der er en del af de grønne bilafgifter indført i december 2020.

De grønne bilafgifter betyder bl.a., at eldrevne biler sælges med en klækkelig afgiftsrabat.

Mens benzin- og dieselbiler i dag betaler op mod 150 pct. i registreringsafgift, er plug-in-hybridbiler pålagt en afgift på 55 pct., mens elbiler slipper med 40 pct.

På grund af en række fradrag rammer afgiftshammeren dog først elbiler, når nyprisen er over ca. 430.000 kr. Indtil da kan en ny elbil rulle ud fra bilforhandleren uden at betale en krone i registreringsafgift.

Omlægningen af bilafgifterne afspejler sig også i de samlede afgiftsindtægter. Mens staten i 2020 fik i gennemsnit 93.500 kr. i registreringsafgift i kassen fra hver nyindregistreret personbil, var tallet sidste år dykket til 77.700 kr.

En forventning om et stigende bilsalg gør, at Skatteministeriet i sin seneste prognose forudser en bedring i afgiftsindtægterne. I 2023 ventes statskassen således at få 13,0 mia. kr. i kassen fra bilafgifter – en stigning i forhold til 2022 på 13 pct.

Artiklens emner
Elbiler
Skatter og afgifter