Fortsæt til indhold

OPEC-chef advarer: Derfor vil olieprisen overstige 100 dollars

Der skal investeres 12.000 mia. dollars i olieindustrien de næste 22 år, hvis olieprisen ikke skal stige betragteligt, mener chefen for Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC).

Generalsektretæren for Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC), Haitham Al Ghais, mener, at det er nødvendigt fortsat at investere i olieindustrien. Foto: Reuters/Hasnoor Hussain
Økonomi

Manglende investeringer i olieindustrien udgør en trussel mod verdens energisikkerhed og risikerer at blive den centrale årsag til, at olieprisen ender med at stige til over 100 dollars inden for den nærmeste fremtid.

Således advarer fra Haitham Al Ghais, der er chef for Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC), i et interview med CNN. Han anslår, at der skal investere 12.000 mia. dollars - hvilket svarer til 85.000 mia. kr. - i olieindustrien frem mod 2045, hvis energipriserne ikke skal brage op.

»Når vi underinvesterer, bringer vi energisikkerheden i fare. Uden investeringer tror jeg, at der er en alvorlig risiko for, at priserne og volatiliteten vil stige i takt med, at efterspørgslen vokser,« siger han.

Siden dens seneste bund i starten af sommeren er prisen på en tønde europæisk Brent-referenceolie steget med næsten 30 pct. til 94 dollars, hvilket er den højeste pris siden november 2022. Prisstigningen er især resultatet af, at Saudi-Arabien og Rusland har sænket olieproduktionen.

Analytikere har advaret om, at olieprisen vil stige til 100 dollars. Hos den amerikanske storbank Goldman Sachs estimerer analytikere, at den vil nå det niveau i 2024, og Haitham Al Ghais mener da også, at pilen peger i retning af en trecifret oliepris. Primært som følge af underinvesteringer.

Han mener, at befolkningstilvæksten og den økonomiske vækst betyder, at bæredygtige energikilder umuligt kan efterkomme verdens fremtidige energibehov. Derfor er det nødvendigt at investere i olieproduktionen.

»Vi er nødt til at sikre, at verden har nok energi fra stabile, tilgængelige og pålidelige energikilder,« bemærker Haitham Al Ghais over for CNN.

Det Internationale Energiagentur (IEA) estimerede i en rapport, som blev offentliggjort i sidste uge, at den globale efterspørgsel på olie og naturgas med al sandsynlighed vil toppe inden 2030. Organisationen har desuden understreget, at man er nødt til at stoppe investeringerne i nye olie- og gasprojekter, hvis udledningen af drivhusgasser skal nå 0 inden 2050.

Artiklens emner
Olie og gas
Olieprisen