Nye tal overrasker: Europæisk inflation brager ned
Foreløbige tal fra Eurostat viser, at inflationen i euroområdet lød på 2,9 pct. i oktober, hvilket var mindre end ventet.
Forbrugerpriserne steg i oktober med det laveste tempo i Europa i over to år, hvilket tegner et billede af, at Den Europæiske Centralbank (ECB) har succes med at tæmme inflationen med sine voldsomme rentestigninger.
Nye tal fra Eurostat viser, at inflationen i euroområdet var 2,9 pct. i oktober målt i forhold til samme måned sidste år – et niveau, som ikke er set siden august 2021. Til sammenligning lød den i september på 4,3 pct.
Forventningen var, at inflationstakten ville lande på 3,1 pct.
»Det er et meget stort fald i inflationen over blot én måned, der hører til de absolutte sjældenheder. Der er kun tre gange tidligere i statistikkens godt 40-årige levetid registreret et månedligt fald i inflationen på over 1 pct.point,« skriver Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
På samme tid lå den vigtige kerneinflation, hvor udviklingen i energi- og fødevarepriserne ikke medregnes, på 4,2 pct. mod 4,5 pct. måneden før.
Her var udviklingen nøjagtig, som analytikerne havde regnet med.
Kerneinflationen er et af de centrale nøgletal for ECB, da det er med til at vise, hvorvidt inflationen er i gang med at bide sig fast i økonomien som følge af kraftige lønstigninger og stigende priser i servicesektoren.
Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, kalder i sin kommentar det nye inflationstal for »vanvittigt godt«.
»Meget af faldet er dog også foræret af, at sidste års meget kraftige prisstigninger falder ud af inflationen. Men uanset hvad er der kommet meget mere ro på nu, og det får inflationen til at hamre ned,« betoner han med reference til basiseffekterne, når man sammenligner år til år.
For et år siden mærkede euroområdet en rekordinflation på 10,6 pct.
Tallene vil sandsynligvis være med til at styrke ECB’s tiltro til, at man har hævet renterne nok til at få inflationen ned i centralbankens målsætning på 2 pct. Forventningen er ifølge ECB’s estimater, at det mål nås i 2025.
»Det sænker behovet hos ECB for at hæve renterne yderligere. I sidste uge trykkede ECB ikke på renteknappen for første gang i mere end et år,« skriver Jeppe Juul Borre.
Han påpeger dog, at kerneinflationen fortsat er for høj, hvilket betyder, at renteniveauet vil forblive højt over en længere periode, som ECB-chef Christine Lagarde ofte har understreget.
Flere økonomer vurderede allerede i sidste måned, at centralbanken har leveret sine sidste renteløft i denne omgang, hvilket sandsynligvis er en fordel for de danske boligejere, som er hårdt ramt af rentestigningerne.
»Vi står på rentetoppen, men vi skal nok frem til foråret før sænkninger af renten kommer på tale. Kerneinflationen er fortsat alt for høj til ECB’s målsætning om prisstabilitet,« fastslår Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.
ECB har siden 2022 hævet sin ledende rente med i alt 4,5 pct.point fra -0,5 til 4 pct. i den mest aggressive serie af renteløft i centralbankens 25-årige historie. Men det er med risiko for, at det vil koste økonomien.
For ECB vandrer på en smal sti, når den skal tæmme inflationen. Hvis centralbanken hæver renterne for kraftigt, risikerer den at udløse en recession. Hæver den for lidt, risikerer inflationen at blusse op igen.
Frygten er, at ECB har strammet sit greb om økonomien så voldsomt, at der bliver tale om en recession. På det seneste er væksten i euroområdet bremset betragteligt op – og adskillige nøgletal peger i retning af en krise.
»ECB vil være helt sikre på, at inflationen er bedre under kontrol, inden de lemper pengepolitikken. Når ECB begynder at sænke renten, så vil de gå forsigtigt til værks og lave små skridt i starten,« vurderer Allan Sørensen.
Tore Stramer fra Dansk Erhverv mener i stedet, at døren står på klem for en rentenedsættelse i starten af 2024, da faldene i inflationen overrasker, og de øvrige nøgletal viser tegn på en bredere økonomisk opbremsning.
»Fortsætter den udvikling over de kommende måneder, så vil sandsynligheden for en rentenedsættelse fra ECB løbende stige.«



