Rentepause: USA’s centralbank holder fingrene fra renteknappen
Finansmarkederne kan trække vejret roligt efter endnu et rentemøde i USA’s centralbank. Helt som ventet valgte Federal Reserve at holde renten i ro.
For anden gang i træk holder USA’s centralbank, Federal Reserve (Fed), sin toneangivende rente i ro. Dermed er renten fortsat i intervallet 5,25-5,5 pct. - et niveau den har ligget på siden i juli, hvor centralbanken anført af Fed-chef Jerome Powell senest skruede op for renten.
Det står klart efter centralbankens rentemøde onsdag aften dansk tid.
»Dagens beslutning om at holde den ledende rente uændret er helt som ventet og vil isoleret set ikke rokke ved markedsrenterne,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar til rentemeldingen.
Fastholdelsen af renten var ventet af både analytikere og markederne, som er mere eller mindre overbeviste om, at Federal Reserve har lavet det sidste renteløfte i denne omgang for at få inflationen i USA ned.
Federal Reserve indledte i marts 2022 den voldsomste serie af renteløft i mere end 40 år som en reaktion på den løbske amerikanske inflation. Den toppede i 9,1 pct. i juni sidste år. Siden er inflationen aftaget og lå i oktober på 3,7 pct.
Selv om Fed endnu engang har valgt at holde renten i ro, betyder det ikke, at nye rentestigninger er fuldstændig udelukket.
Ifølge Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, er centralbanken nemlig rimelig klar i spyttet, når det gælder yderligere stramninger.
»Centralbanken er klar til at stramme pengepolitikken yderligere, hvis det er påkrævet. Eller sagt på en anden måde; hvis ikke amerikansk økonomi og amerikansk inflation snart bremser mere op, så bliver renten hævet igen,« siger Søren Kristensen med afsæt i dagens rentemelding.
Udsigten til at man er i mål med at forhøje renten, har også givet bidraget til ro på de danske renter. Vi tror på, at boligejernes renter er nær toppen.Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank
Selv om Fed holder renten i ro, er situationen da også, at den amerikanske økonomi har masser af damp på kedlerne.
Antallet af ledige stillinger fortsætter med at dykke, og beskæftigelsen er i hopla. Senest blev der i september skabt 336.000 jobs i den amerikanske økonomi, og ledigheden ligger lavt med 3,8%. Samtidig har den amerikanske bilindustri netop landet historisk store lønstigninger på 25-30 pct. over de næste fire år.
»Hvis det (store lønstigninger, red.) spreder sig i større omfang, så får Fed næppe held med at få inflationen under kontrol, og så er flere rentestigninger den eneste udvej,« lyder det fra Søren Kristensen.
At Fed her og nu vælger at holde fingrene fra renteknappen, er alt andet lige godt nyt for danske boligejere, lyder det fra Arbejdernes Landsbank.
»Roen på renten smitter også af på de danske boligrenter. Især boligejernes fastforrentede lån er påvirkede, hvor renten i dag er tæt 5 pct. mod 0,5 pct. for blot få år siden. Udsigten til at man er i mål med at forhøje renten, har også givet bidraget til ro på de danske renter. Vi tror på, at boligejernes renter er nær toppen,« siger cheføkonom Jeppe Juul Borre i en skriftlig kommentar til centralbankens rentekurs.
Siden den første rentestigning i marts sidste år har USA’s centralbank hævet renten i alt 11 gange, og det nuværende renteniveau er da også det højeste siden 2001.
Inden bølgen af renteforhøjelser ramte finansmarkederne, lød Fed-renten på rekordlave 0-0,25 pct.



