Nedlukning i USA truer aktiemarkedet: Derfor kan det være en mulighed
Hvis USA’s kongres ikke formår at lande en aftale om statsbudgettet i denne uge, vil det medføre en nedlukning af det amerikanske statsapparat, som også får konsekvenser for aktiemarkedet.
Fristen for at vedtage nyt statsbudget og afværge en regeringsnedlukning nærmer sig med hastige skridt, og hvis Kongressen i USA ikke lander en aftale i tide, risikerer det at sende store rystelser igennem aktiemarkedet.
Fredag den 17. november er det regnskabets time, og ifølge Sofie Manja Eger Huus, der er seniorstrateg i Danske Bank, har markederne tendens til ikke at være vilde med nedlukninger af det amerikanske statsapparat og den usikkerhed, de medfører for økonomien og virksomhederne.
»Særligt de lange nedlukninger er aktiemarkedet ikke begejstret for,« fastslår hun.
Til gengæld får aktierne som regel medvind, når regeringen åbner igen, mener Sofie Manja Eger Huus, som vurderer, at der måske vil være tale om en købsmulighed for investorerne, hvis det ender i en nedlukning.
»Mens usikkerheden vedrørende en nedlukning har en tendens til at øge investorernes bekymringer og markedsvolatiliteten på kort sigt, så tror vi, at det har en minimal virkning på markederne på den lidt længere bane.«
»Derfor ryster vi ikke på hånden, og eventuelle aktietilbagefald kan ligefrem være en oplagt købsmulighed,« fortsætter seniorstrategen.
Tal fra Danske Bank viser, at det amerikanske aktiemarked i fire af seks tilfælde siden 1990’erne har reageret negativt på nedlukningerne i de første handelsdage, men ellers hurtigt har indhentet kurstabet igen.
Men i 2018 udløste den længste nedlukning i USA’s historie, som varede 35 dage, en betragtelig aktienedtur på 8 pct. Kilden til nedlukningen var dengang uenigheden om en mur på den amerikanske grænse til Mexico, som USA’s daværende præsident, Donald Trump, krævede at få bygget.
Hvis Demokraterne og Republikanerne ikke bliver enige om et nyt budget i tide, bliver der tale om den fjerde nedlukning inden for et årti. Tilbage i september nåede man at afværge en ”shutdown” på falderebet med en midlertidig budgetaftale, men i denne uge er det igen regnskabets time.
Sofie Manja Eger Huus påpeger, at det fortsat vil skabe en vis usikkerhed for investorerne, hvis det ender med en midlertidig løsning. For i så fald kan det ikke udelukkes, at en nedlukning snart vil komme på tale igen.
»Det er bestemt muligt, at man laver en midlertidig budgetaftale, men det vil blot skubbe problemet længere ud i fremtiden,« konstaterer hun.
Hos Saxo Bank betoner investeringsstrateg Oskar Barner Bernhardtsen, at markederne indtil videre ikke ser ud til at være så bekymrede for, om man får en aftale om et nyt statsbudget i hus inden deadline i denne uge.
»Lige nu er det ”business as usual”. Men det kan blive bekymrende, hvis man bare fortsat sparker dåsen lidt længere ned ad vejen,« fortæller han.
Han slår fast, at det i yderste konsekvens får kreditvurderingsbureauerne til at nedgradere deres vurdering af den amerikanske statsgæld, hvilket kan være med til at presse obligationsrenterne op. For det vil måske få udenlandske investorer til at sælge ud af amerikanske statsobligationer.
»Hvis kvaliteten af gælden bliver dårligere, så risikerer vi i værste tilfælde en panik i obligationsmarkedet, som medfører unaturlige renteniveauer for de amerikanske statsobligationer,« siger Oskar Barner Bernhardtsen.
Fredag i sidste uge nedgraderede kreditvurderingsbureauet Moody’s sit syn på den amerikanske kreditværdighed fra ”stabil” til ”negativ” som en konsekvens af den politiske polarisering i USA.
Moody’s vurderer, at den forstærker risikoen for, at man ikke når til enighed om en plan for at sænke udgifterne til den amerikanske statsgæld, som er steget kraftigt.
Moody’s er det sidste af de toneangivende kreditvurderingsbureauer, der fortsat har en AAA-vurdering, som er den absolut bedste, af statsgælden, men en nedgradering er en risiko med usikkerheden om statsbudgettet.
»Man kan ikke ignorere det. For hvis den amerikanske stat fortsætter med at bruge penge, som den ikke har, så kan det resultere i en reaktion fra kreditvurderingsbureauerne, som kan medføre volatilitet,« siger han.
Netop de amerikanske statsobligationer anses af investorerne for at være en sikker havn, og ifølge investeringsstrategen vil det skabe usikkerhed i blandt andet aktiemarkedet, hvis det sikreste af det sikre bliver usikkert.
Oskar Barner Bernhardtsen peger på, hvordan den 10-årige amerikanske statsobligationsrente nåede at stige fra 4 pct. til næsten 5 pct. fra august til oktober, hvilket var med til at sende aktiekurserne nedad i perioden.
»Når der sker de store bevægelser, skaber det uro,« siger han, men slår fast, at investorerne sandsynligvis allerede indregner en del af risikoen.



