Storbank skruer ned for dansk vækstskøn: Forventer kraftige rentefald
Udsigterne for dansk økonomi ser mørkere ud de næste år, spår Danske Bank i en ny prognose - men det er ikke nødvendigvis en dårlig nyhed.
Ligesom andre lande i Europa er Danmark »mere eller mindre« inde i en økonomisk stagnation, som sandsynligvis vil fortsætte ind i 2024 og ind i 2025, hvilket vil medføre betragtelige rentefald i løbet af de næste par år.
Således spår Danske Bank i en ny økonomisk prognose for Danmark, hvori vækstudsigterne er lavere, men det fortsat ventes, at den danske økonomi vil ende med at styre udenom en recession og ”lande blødt”.
Prognosen er ifølge Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, baseret på, at arbejdsløsheden står til at stige, og en del virksomheder er udfordrede af en svigtende efterspørgsel og højere omkostninger. Alt i alt tegner det et billede af, at økonomien bremser ned. Men det er ikke en dårlig nyhed.
»Sagen er bare, at vi faktisk også har behov for en afmatning ovenpå den overophedning, der har givet os alt for høj inflation,« kommenterer Las Olsen, der har haft spåkuglen fremme i tilblivelsen af den nye prognose.
Hos Danske Bank regner man med, at Danmarks BNP vil vokse med 1,1 pct. i 2023, hvilket er langt lavere end i en tidligere prognose fra september, hvor udgangspunktet var 1,7 pct. På samme tid sænker Danske Bank vækstudsigterne for 2024 fra 1,2 pct. til 1,0 pct.
Til gengæld ventes væksten at stige til 1,6 pct. i 2025. Men Las Olsen understreger, at der fortsat er stor usikkerhed forbundet med tallene.
»Nøgletallene peger mere og mere mod, at landingen bliver blød, men det er ikke afgjort endnu, og det kan stadig gå anderledes,« fastslår han.
Effekterne af de seneste års drastiske rentestigninger fra centralbankerne er ifølge Las Olsen endnu ikke slået fuldt ud igennem i dansk økonomi, der har leveret en stærk vækst i år sammenlignet med andre lande i EU.
Årsagen er ifølge cheføkonomen først og fremmest, at Novo Nordisk og resten af medicinalindustrien har trukket læsset. For et bredere udsnit af virksomhederne er virkeligheden mere blandet med fremgang i rejse- og restaurationsbranchen, men tilbagegang i byggeriet og dele af industrien.
Las Olsen vurderer, at udviklingen i Danmark minder om den, som man ser mange andre steder i Europa, hvor væksten er lavere end normalt, og arbejdsløsheden er stigende. Men der er to vigtige forskelle at bemærke.
For det første vil Novo Nordisk efter alt at dømme stadigvæk få mærkbar indflydelse på den økonomiske vækst, mener Las Olsen.
For det andet er inflationen i Danmark det seneste år aftaget kraftigt i forhold til andre lande, og i oktober lå den på 0,1 pct. målt på årsbasis.
Men i Danske Bank mener man, at det er bunden, og den vil stige igen til 1 pct. hen over vinteren og foråret. Prognosen er, at inflationen i snit vil være i niveauet 2,0 pct. næste år. Førhen lød spådommen på 3,2 pct.
Til sammenligning spår man, at inflationen vil lande på 3,3 pct. i år.
Faldet i inflationen og væksten ventes at åbne for rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank (ECB) - og derfor også Nationalbanken - hvilket markederne efterhånden også indregner, bemærker Las Olsen.
Men de er måske lovligt optimistiske i forhold til, hvor hurtigt det sker, og ifølge Danske Bank vil der nok først komme rentenedsættelser om et halvt år tid, eftersom der fortsat er risiko for et nyt opsving i inflationen.
Forventningen er, at Nationalbanken vil følge de rentenedsættelser, der ventes at komme fra ECB fra midten af 2024 og frem, en-til-en. Siden 2022 har ECB hævet sin ledende rente med 4,5 procentpoint til 4 pct., mens Nationalbanken har hævet sin med 4,2 procentpoint til 3,60 pct.
»Usikkerheden er selvfølgelig meget stor, men vores prognose er en udlånsrente fra Nationalbanken på lige under 2 pct. ved udgangen af 2025,« konkluderer Las Olsen i Danske Banks økonomiske prognose.



