Fortsæt til indhold

USA's centralbank holder renten i ro - men ét spørgsmål presser sig på

Håbet om lavere renter har været med til at skabe eufori i obligations- og aktiemarkedet.

Panderynkerne er blevet mindre hos Federal Reserves øverste chef, Jerome Powell, i takt med inflationen er aftaget. Foto: Reuters/Kevin Lamarque
Økonomi

For tredje gang i træk har USA’s centralbank, Federal Reserve, besluttet at holde sin ledende rente i ro i niveauet 5,25-5,50 pct. Det står efter centralbankens seneste rentemøde onsdag aften dansk tid.

Finansmarkederne var allerede inden mødet mere eller mindre sikre på, at Federal Reserve ville holde fast i det nuværende renteniveau, der har været uændret, siden centralbanken senest hævede sin rente i sommer.

Forventningen er, at Federal Reserve har leveret sit sidste renteløft i denne omgang, efter at centralbanken i marts 2022 indledte den voldsomste serie af renteforhøjelser i over 40 år for at tæmme den løbske inflation i USA.

Faktisk anslår investorerne ifølge nye børsdata fra CME Group Fedwatch Tool, at Jerome Powell, der er øverste chef i Federal Reserve, vil levere i hvert fald fem rentenedsættelser i 2024 og sænke renten til 4,0-4,25 pct.

Håbet om lavere renter har været med til at skabe eufori i obligations- og aktiemarkedet, hvor investorerne har sendt renterne ned og aktierne op.

På blot to måneder er den 10-årige amerikanske statsobligationsrente, der anses for at være toneangivende, dalet fra 5 pct. til 4,2 pct. Sideløbende er det amerikanske S&P 500-indeks stormet op med mere end 12,5 pct.

Chefstrateger har over for Finans advaret om, at investorerne overdriver udsigten til rentenedsættelser i 2024. Bekymringen er, at inflationen vil bide sig mere fast end ventet, hvilket risikerer at skabe ny markedsuro.

Federal Reserves beslutning om at holde renten i ro kommer efter, at en ny opgørelse i denne uge viste, at inflationen i USA landede på 3,1 pct. i november, hvilket som ventet var en snert lavere end 3,2 pct. i oktober.

Fredag i sidste uge overraskede en ny amerikansk jobrapport til gengæld investorerne, da den viste, at der i samme måned blev skabt 199.000 nye jobs uden for landbruget, hvilket var en del over konsensusestimaterne.

På samme tid er lønvæksten stærk, og det hælder benzin på inflationen.

Det helt store spørgsmål er, hvilke signaler Jerome Powell og USA’s centralbank vil sende om udsigterne til rentenedsættelserne i 2024 efter rentemødet.

På den ene side er inflationen aftaget til et niveau, som ikke er så langt fra centralbankens mål på 2 pct. På den anden side er arbejdsmarkedet i USA fortsat brandvarmt, og de lavere obligationsrenter er med til at lempe kreditvilkårene, hvilket modarbejder centralbankens stramninger.

Jerome Powell udtalte i sidste uge, at det var alt for tidligt at snakke om rentenedsættelser, og at der er risiko for, at nye renteløft kommer på tale.

Artiklens emner
Amerikansk økonomi
Obligationer