Fortsæt til indhold

Danmark er blandt højdespringere i ny økonomisk prognose for Europa

Medicinalindustrien og genåbningen af gasfelt i Nordsøen er med til at placere Danmark blandt de lande i Europa med de højeste vækstudsigter. Det viser ny økonomisk prognose fra EU-Kommissionen.

Novo Nordisk har oplevet stor vækst og udbygger med ny fabrik i Kalundborg. Gigantens succes er en af drivkræfterne bag de gode tal for dansk økonomi.
Økonomi

Efter træerne er sprunget ud, og sommeren venter lige om hjørnet, er optimismen også vendt tilbage hos EU-Kommissionens økonomer.

I hvert fald når de zoomer ind på udsigterne for Danmarks økonomi, hvor det er forventningen, at det danske bruttonationalprodukt (bnp) vil vokse med 2,6 pct. i 2024.

Det viser EU-Kommissionens forårsprognose for økonomien i unionen.

Den nye forventning er et markant ryk opad i forhold til vinterprognosen, hvor Danmarks vækst i 2024 stod til at lande på 0,9 pct.

»Danmark er den positive overraskelse,« siger Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, og tilføjer:

»Medicin og gas giver vækst i Danmark. Det danske arbejdsmarked står også stærkt. Beskæftigelsen er steget kraftigt i de seneste år, og fremgangen er fortsat ind i 2024.«

De høje vækstudsigter placerer Danmark i toppen blandt lande som bl.a. Polen, Kroatien og Rumænien. Her er forventningerne til 2024 henholdsvis 2,8 pct., 2,6 pct. og 2,9 pct.

Samtidig er Danmark længder foran sine to nabolande Tyskland og Sverige, som man ellers normalt følges med. Begge lande havde en negativ bnp-vækst i 2023, og nu er forventningen, at tysk bnp vil vokse med 0,1 pct. i 2024, mens den svenske vækst vil være 0,2 pct.

»Tyskland og Sverige må sidde og kigge misundeligt på os,« siger Allan Sørensen og tilføjer:

»Men det er så samtidig de to lande, der køber mest af os. Så fra en dansk eksportvinkel er det utrolig ærgerligt, at de to markeder er sløjt kørende.«

Ligesom Allan Sørensen fremhæver EU-Kommissionen også medicinalindustrien som den store vækstmotor i Danmark sammen med genåbningen af Tyra-feltet i Nordsøen, der vil gøre Danmark til nettoeksportør af naturgas.

Det er ikke første gang, at medicinalindustrien – især ledt an af giganten Novo Nordisk – får æren for Danmarks flotte væksttal. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelse af den årlige bnp-vækst i 2023 ville væksten været dalet, hvis den storvoksende industri skulle fraregnes.

I 2025 forventer EU-Kommissionen, at den danske økonomi vil vokse med 1,4 pct.

Samlet set ser de økonomiske udsigter en anelse bedre ud for hele EU, end de gjorde, da økonomerne regnede i løbet af vinteren. Nu regner de med en vækst på 1 pct. i 2024 mod en tidligere forventning på 0,9 pct.

Det er dog stadig lavere end forudsigelsen fra efteråret 2023, som lød på 1,3 pct.

»Europæisk økonomi er stille og roligt på vej frem. Ifølge EU-Kommissionen vil økonomien vokse hvert kvartal over de næste par år. Umiddelbart bliver væksten lidt lavere end skønnet for et halvt år siden, men kursen peger heldigvis fremad,« siger Allan Sørensen.

Samme forsigtige optimisme kan spores hos EU-kommissæren med ansvaret for økonomien.

»EU’s økonomi har holdt sig stabil på trods af usædvanlige udfordringer i de seneste år, og vi kan nu se frem til at vende tilbage til beskedne vækstrater, som vil stige yderligere i 2025,« udtaler Valdis Dombrovskis, som er ledende næstformand i EU-Kommissionen og har europæisk økonomi som ansvarsområde.

Prognosen for væksten i 2025 lyder på 1,6 pct.

Selvom ja-hatten er fundet frem i EU-Kommissionen, minder Valdis Dombrovskis stadig om potentielle farer, som kan ændre de gode udsigter.

Både krigen i Ukraine og den nuværende konflikt i Mellemøsten er nemlig risici, som kan ramme europæisk økonomi.

»Det globale landskab er fortsat fyldt med risicis for EU med stigende og vedvarende geopolitiske spændinger,« udtaler han.

Artiklens emner
Dansk økonomi
Novo Nordisk