Milliardforvalter melder om falsk alarm: USA står ikke i en recession – intet voldsomt rentedyk i sigte
Hvis man skal tro milliardforvalteren Pimco, så har de seneste dages recessionsangst, der har været med til at sende markederne ud i en nedtur, været baseret på en falsk alarm.
Har USA’s økonomi direkte kurs mod en recession? Spørgsmålet stiller investorerne igen og igen, efter ekstrem volatilitet de seneste dage har domineret det overordnede aktiemarked, mens renterne er raslet ned.
Lige nu er investorerne overbeviste om, at verdens største økonomi viser nok svaghedstegn til, at USA’s centralbank, Federal Reserve eller ”Fed”, vil sænke sin rente med 0,5 procentpoint til næste rentemøde i september.
Sådanne rentenedsættelser ses oftest i økonomiske nedture. Men USA er ikke inde i en recession og står ikke over for en – i hvert fald ikke inden for den nærmeste fremtid, mener Tiffany Wilding, cheføkonom i Pimco.
»Pointen er, at vi ikke tror, at den amerikanske økonomi trådte ind i en recession i juli, som ”Sahm-reglen” bør indikere,« fastslår hun i en note.
For ikke længe siden interviewede Finans økonomen Claudia Sahm, som lægger navn til den berømte ”Sahm rule” eller Sahm-regel. Helt konkret er det en recessionsindikator, som er baseret på arbejdsløsheden i USA – og i sidste uge blev den udløst med udgivelsen af det nyeste ”kongetal”.
Tallet viste en svagere jobskabelse uden for landbruget i USA end ventet, mens arbejdsløsheden steg fra 4,1 pct. til 4,3 pct. – og det var med til at få angsten for, at økonomien styrer mod en recession, til at eksplodere, hvilket ifølge Tiffany Wilding spillede en rolle i den store markedsuro.
Men måske var der tale om en falsk alarm. Teknisk set blev Sahm-reglen, der indebærer en stigning i arbejdsløsheden på 0,5 procentpoint eller mere over tre måneder fra det laveste niveau inden for de seneste 12 måneder.
Faktisk lød stigningen på 0,493 procentpoint, hvis man undlader at runde op.
»Men det var tæt nok på. Baseret på historiske statistiske sammenhænge tegner Sahm-reglen billedet af, at den amerikanske økonomi trådte ind i en recession i juli. Men det tror vi ikke,« skriver Tiffany Wilding i noten.
Pålideligheden af Sahm-reglen er ifølge Pimco-økonomen udfordret af den kraftige stigning i indvandringen, som USA har mærket de seneste år, om end den er blevet en del mindre i 2024. Hun beretter, at 60 pct. af stigningen i den amerikanske arbejdsløshed i løbet af det seneste år har været relateret til nyindtrådte på arbejdsmarkedet, hvilket ikke er sket i de tidligere tilfælde, hvor Sahm-reglen blev udløst, og beskæftigelsen er desuden ikke faldet så væsentligt, selv om arbejdsløsheden er steget.
»Bundlinjen er, at stigningen i arbejdsløsheden ikke har været et resultat af omfattende afskedigelser,« skriver Tiffany Wilding og betoner, at en stribe andre nøgletal og undersøgelser er med til at understøtte den tese.
Med andre ord bør man ikke være så bekymret for, at USA er i recession, og Pimcos beregninger indikerer, at realvæksten i den amerikanske bnp er bremset ned fra i omegnen af 3 pct. i 2023 til 1-1,5 pct. i dag. USA mister momentum, men ikke nok til at der bliver tale om en nedtur.
»Nye data antyder desuden, at inflationsrisiciene er mere afbalancerede,« nævner Tiffany Wilding og bemærker, at det åbner for, at Federal Reserve sænker renten, men i et langsommere tempo end markederne spår om.
Selv om en rentenedsættelse på 0,5 procentpoint i forbindelse med det næste rentemøde i september er en mulighed, så vil det kræve svagere nøgletal, der bekræfter centralbanken i, at økonomien er svagere, end man ønsker.
Finansmarkederne indregner i dag en sandsynlighed på næsten 70 pct. for, at Federal Reserve leverer en monster-rentenedsættelse i september.
Tiffany Wilding slår fast, at centralbankerne i snit har sænket deres renter med 5 procentpoint i forbindelse med en recession siden 1960, og renterne desuden ofte er blevet sat ned med 2 procentpoint inden for 18 måneder.
Sådan en rentesti indregner markederne også i dag, men der kan ifølge Tiffany Wilding komme mere dramatiske rentenedsættelser på tale, hvis risikoen for en økonomisk recession i USA ender med at vokse markant.
»Ethvert uforudset chok kan drive amerikansk økonomi i recession.«

